American nurse extending hand to shake

Kvinde udgav sig for at være læge

Camilla Abildgaard Norup 

En kvinde med udenlandsk udseende udgav sig for at være læge, mens en anden kvinde rodede i en 75-årig kørestolsbrugers hjem

SILKEBORG En 75-årig kvinde blev torsdag aften udsat for et tricktyveri på sin bopæl på Tulipanvej i Alderslyst.

- To kvinder med udenlandsk udseende bankede på den 75-åriges dør, og den ene udgav sig for at være læge sendt af hjemmeplejen, fortæller Mette Terkelsen, politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Det fik den 75-årige, der sidder i elektrisk kørestol, til at lukke de to kvinder indenfor.

- Kvinden, der udgav sig for at være læge, begyndte at undersøge den 75-åriges hoved, mens den anden kvinde begyndte at luske rundt i huset. På et tidspunkt så beboeren, at den ene kvinde kom gående ud fra soveværelset, hvorefter de to kvinder talte sammen på et ukendt fremmedsprog. Da kvinderne gik sluttede de af med at sige, at de ville vende tilbage igen næste uge, siger Mette Terkelsen.

Beboeren blev mistænksom og ringede til hjemmeplejen, der ikke havde kendskab til, at en læge skulle have besøgt hende. En hjemmeplejer tog derfor ud til den 75-årige, og her kunne hjemmeplejeren konstatere, at den 75-åriges taske og andre ejendele var blevet gennemrodet. Herefter kontaktede hjemmeplejeren politiet.

- Umiddelbart var der ikke stjålet noget, fortæller Mette Terkelsen.

Beboeren beskriver kvinden, der udgav sig for at være læge som:

Mørk i huden med sort hår, bar sort jakke og en hat, 30-40 år gammel. Der er intet signalement af den anden kvinde.