Fra venstre billedkunstner Birgit Due Skovsbøll, formand for Alderslyst Y’s Mens Clubs julemærkeudvalg, Hans Jørgen Brill, borgmester Steen Vindum (V) og præsident for Alderslyst Y’s Mens Club, Arne Braüner.

Silkeborg-julemærke er nu i handlen

Efterårsferien er netop afsluttet, og det er jo ved den tid, de første tegn på, at det om et par måneder er jul, dukker op. Julepynten kom så småt frem i forretningerne i sidste uge sammen med brunkager og pebernødder. Og et andet sikkert tegn på, at højtiden så småt nærmer sig er, at Alderslyst Y’s Men’s Club præsenterer årets Silkeborg-julemærke. Det er nu i handlen.

Det er 35. gang, idet klubben sendte det første julemærke i handelen i 1983.

Julemærket er igen i år tegnet af Silkeborg-kunstneren Birgit Due Skovsbøll, hun har siden 1997 været kunstneren bag julemærket.

2017-julemærket har to gennemgående motiver. Det ene er Silkeborg Torv i sin nye og spændende udformning. Det andet er et bibelsk julemotiv: »- og han gav ham navnet Jesus«. Begge mærker afspejler den farveglæde, der er karakteristisk for Birgit Due Skovsbølls billedkunst.

Tradition tro fik Silkeborgs borgmester Steen Vindum overrakt det første ark. Det skete på borgmesterkontoret, hvor præsident Arne Braüner, Alderslyst Y’s Men’s Club, og formand for klubbens julemærkeudvalg, Hans Jørgen Brill, samt kunstneren bag, Birgit Due Skovsbøll, mødte frem med julemærket. Hermed er salget Silkeborg-julemærket startet, og mærket vil kunne købes i byens og egnens kiosker, boghandeler, supermarkeder, julemarkeder samt andre centrale steder.

Der er trykt nummererede ark med 40 mærker i hvert. Mærket er ligesom sidste år selvklæbende og let at arbejde med.

Silkeborg Kommune og kommunens erhvervsvirksomheder har støttet fremstillingen af julemærket. Overskuddet går til børne- og ungdomsarbejde i Silkeborg kommune samt til Julemærkehjemmene.

Til samlere er der et særligt tilbud. Fra tidligere års restoplag har klubben nemlig kunnet samle et beskedent antal mapper med et nummereret ark af Silkeborg-julemærket fra hvert af årene 1983-2017 - altså en komplet samling med 35 ark.