Butikstyveri blev pludselig kompliceret

SILKEBORG Et forholdsvist simpelt butikstyveri udviklede sig tirsdag til en noget ressourcekrævende sag.

To udlændinge, henholdsvis en 20-årig kvinde og en 27-årig mand, blev opdaget, da de omkring middag i Fakta på Randersvej stjal varer for samlet 800 kroner.

En butiksdetektiv fulgte parret ud på p-pladsen, og det blev afsløret, at de to, der alene havde betalt for nogle bananer, havde stjålet fire kalkunbryst-fileter, fire okseculotte-stege og noget neglelakfjerner.

Politiet blev tilkaldt. Det var ikke muligt for patruljen at kommunikere med tyvene. Så også en tolk skulle man finde frem til.

Først kunne man ikke afgøre identiteten på kvinden, der har bopæl i Brabrand. Men det lykkedes at fastslå, at hun var EU-borger og dermed kunne politiets efterforskning afsluttes.

Hvis der havde været usikkerhed om identiteten, skulle butikstyvene havde været fængslet, indtil sagen var blevet udredt.