Foto: Colourbox

Fulderik lagde sig til at sove i tøjbutik

SILKEBORG En svært beruset 38-årig mand fra Fjerritslev lagde sig tirsdag eftermiddag til at sove i tøjbutikken Wagner i Søndergade i Silkeborg.

Manden var så fuld, at personalet havde brug for hjælp, og klokken 15.16 blev politiet så tilkaldt.

Betjentente tog manden med sig på politigården, hvor han blev tilset af en læge. Vurderingen var, at han var for fuld til at sove rusen ud i detentionen, så manden blev i stedet kørt til afrusning på Silkeborg Sygehus.

Onsdag morgen var den gal igen. Politiet fik klokken 06.28 melding om en mand, der kun iklædt hospitalstøj, gik rundt på Borgergade omkring Sølystvej.

Det var den 38-årige mand, der havde udskrevet sig selv fra sygehuset i løbet af onsdag nat.

En politipatrulje fik klarlagt, at manden ikke var behandlingskrævende og så lod de manden være, oplyser politiet i Silkeborg.