Fried Okra Band er blandt deltagerne i bluesdysten i Kedelhuset lørdag aften.

Bluesdyst i Kedelhuset

Tre finalister dyster i Danish Blues Challenge i Silkeborg lørdag aften

MUSIK Der bliver lagt kul under blueskedlen, når B’Sharp og Jysk Blues Netværk lørdag aften inviterer til Danish Blues Challenge og uddeling af Møblomania Blues Award i Kedelhuset.

De tre finalister i dysten er Fried Okra Band, Nellie B.M. & Møller og Blik med band.

Fried Okra Band med Morten Lunn på sang og guitar, Thomas Crawfurd på trommer og Anders Wallin på bas, er et bluesband i konstant bevægelse.

Inspirationskilderne er John Lee Hooker og Hill Country Blues fra Mississippi.

Dystens anden finalist, Nellie B.M. & Møller, spiller energisk og stemningsfuld power-blues, mens finalist nummer tre, Blik, henter sin største inspiration hos Jimi Hendrix, B.B. King, John Mayer og Ry Cooder. Bag navnet Blik gemmer sig Chris Egegod og med sig har han trommeslageren Kenneth Spenner og bassisten Mikael Sode.

Vinderen af Danish Blues Challange i Kedelhuset går videre til den 8. European Blues Challenge, som afvikles i Hell i Norge til marts næste år.