Pilgrimsvandring fra kirke til kirke

SILKEBORG Søndag den 29. oktober om eftermiddagen har Silkeborg Pilgrimsfællesskab vandring i Silkeborg by.

Det er en økumenisk kirkevandring i 500-året for reformationen med tanke på nutid og fremtid.

Vandringen indgår i årets KK 44-program, og temaet er derfor som ved kirke- og kulturugens øvrige arrangementer »Tro om igen«.

Vandringen byder på flere kirkebesøg. Der indledes i Silkeborg Kirke på Torvet. Turen går derfra til Vor Frue Kirke, Lyngsø, Mariehøj Kirke, Baptistkirken og Lunden, inden der sluttes i Vor Frue Kirkes menighedslokaler, Vestergade 32, hvor der serveres en kop kaffe/te.

Turen er på cirka 6 km.

Pilgrimsfællesskabet samarbejder med Alderslyst Kirke, Balle Sogn, Baptistkirken og Vor Frue Kirke om vandringen.