Politiet eftersøger mand i Silkeborg

Søren Nielsen 

Helikopter har været i luften over Silkeborg Langsø torsdag aften

SILKEBORG Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag aften været i gang med en større eftersøgning af Henning Pallesen, 73 år, og bosiddende i det nordlige Silkeborg.

Vagtleder Carsten Henriksen fra politiet oplyser, at eftersøgningen så småt begyndte torsdag eftermiddag og har varet indtil torsdag aften ved 21-tiden.

Henning Pallesen forlod sit hjem i nedtrykt tilstand. Han var iført sort trøje med hvid stribe. Han har også en let demens, oplyser vagtlederen.

Han er godt gående, så han kan være nået langt omkring. Han kan også have taget bus eller tog og dermed være kommet endnu længere væk.

Han lider dog af noget sygdom, som gør, at han kan dehydrere.

- Vi har fået oplyst af familien, at han godt kan lide skovene og søerne i Silkeborg. Derfor har vi haft hunde og helikopter ude omkring søerne. Men desværre uden resultat. Derfor læner vi os nu meget op af den hjælp, som befolkningen kan komme med, inden vi tager bestik af hvad der skal ske igen i morgen tidlig, siger vagtleder Carsten Henriksen og opfordrer til at kigge efter i skure eller udhuse.

Det har ikke været muligt at spore den efterlyste via mobil-signal.

Politiet vil gerne have oplysninger i sagen på 114.