Eftersøgning af 73-årig mand fortsætter

Jesper Rosenquist 

73-årig Henning Pallesen fra Silkeborg er fortsat meldt savnet, og politiet genoptager eftersøgningen fredag morgen

SILKEBORG Torsdag sidst på eftermiddagen blev 73-årige Henning Pallesen fra Silkeborg meldt savnet af Midt- og Vestjyllands Politi.

Henning Pallesen, der har let demens, forlod sit hjem i nedtrykt tilstand. Han var iført sort trøje med hvid stribe.

Status fredag morgen er, at politiet stadig ikke har nogen spor at gå efter.

- Vi genoptager vores eftersøgning, når det bliver lyst. Vi har været ude med både en helikopter og hunde for at lede efter ham, men det gav intet resultat.

- Vi fortsætter eftersøgningen med hunde og helikopter i dag. Desværre har vi ikke fået nogen henvendelser i sagen fra offentligheden i nu, fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum.

Henning Pallesen er godt gående, så han kan være nået langt omkring. Han kan også have taget bus eller tog og dermed være kommet endnu længere væk.

- Vi kan desværre ikke pejle os ind på, hvor han er via mobilnettet, da hans mobil har været slukket i flere dage. Nu forsøger vi at finde ud af, om han har brugt sit dankort, siger Jan Nørrum.

Henning Pallesens familie har oplyst, at han godt kan lide skovene og søerne i Silkeborg. Derfor sendte politiet sin helikopter hen over Silkeborg Langsø torsdag aften.

Politiet vil gerne have oplysninger i sagen på telefonnummer 114.