Det er slut med et burgerfix fra McDonald’s i 12 dage, mens der bliver bygget om i restauranten. Foto: Martin Ballund

Burger-pause: McDonald’s lukker i en periode

Kenneth Husum 

McDonald’s på Nørrevænget holder lukket på grund af en større ombygning

SILKEBORG Fra søndag aften er det slut med Big Mac og Happy Meals fra McDonald’s i Silkeborg i næsten to uger.

McDonald’s-restauranten på Nørrevænget genåbner først fredag 10. november.

Lukningen skyldes, at restauranten skal omstilles til et nyt restaurantkoncept, Din McDonald’s.

Det er et koncept, der allerede er indført i andre af kædens restauranter.

Det nye koncept betyder blandt andet, at kunderne ved hjælp af digitale bestillingsskærme kan bestille deres mad i ro og mag. Som det er i dag, bliver maden på McDonald’s ofte tilberedt på forhånd, men med det nye system vil al mad som Big Macs, McNuggets og pomfritter blive tilberedt personligt til den enkelte gæst i takt med, at den bliver bestilt.

Den første restaurant med det nye koncept åbnede i marts 2016, og det forventes, at alle McDonald’s 88 restauranter er overgået til det nye koncept i midten af 2018.