Silkeborg-Voel KFUM mødte søndag aften ligaens bundhold, Ajax København, og den ventede klasseforskel kom hurtigt til udtryk. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Tilfreds Voel-træner: Attituden var super

Mathias Hove Andersen 

Der var ingen slinger i valsen, da Silkeborg-Voel besejrede oprykkerne fra Ajax København

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel satte søndag aften to point ind på kontoen i kvindernes bedste række, da Ajax København blev besejret med 30-22 i Jysk Arena.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, som spillerne trak sammen i bussen på. Vi havde kun to en halv bagspiller med, fordi Anna Sophie Okkels ikke var 100 procent. Vi var under pres, fordi vi ikke var flere, men attituden var super, og der var klart klasseforskel. Jeg var lidt nervøs over, hvad der kunne ske, men pigerne klarede det supergodt, lød den umiddelbare reaktion fra cheftræner Jakob Andreasen.

Hjemmeholdet var storfarvorit til opgøret, og efter syv minutters spil havde Silkeborg-Voel slået det ventede hul ved stillingen 5-1, hvorefter gæsterne tog timeout.

Selvom hovedstadsholdet efterfølgende kom en anelse bedre med, var Silkeborg-Voel stadig toneangivende, og efter et kvarters spil var føringen vokset til 11-5.

Voel-kvinderne udbyggede yderligere frem mod pausefløjtet, og efter de første 30 minutters håndbold var værterne i front med otte mål ved stillingen 19-11.

Gæsterne kom bedst ud til anden halvleg og fik hurtigt reduceret to gange, men hjemmeholdet kom aldrig i problemer. Efter flere gode redninger af Stine Bonde stod Camilla Fangel for den første tocifrede føring, da stregen sendte Silkeborg-Voel på 25-15 efter godt 43 minutters spil.

Sejrens størrelse var det eneste ubesvarede spørgsmål i slutfasen, hvor der var spilletid til et par unge Voel-talenter, og med Natasja Andreasen og Sandra Christine Haugaard på banen vandt Voel-kvinderne opgøret med 30-22.

Stine Skogrand blev topscorer med ni mål.

Selvom Silkeborg-Voel i øjeblikket kæmper med flere skader, der især har ramt bagkæden hårdt, er der på papiret gode chancer for at kravle op i tabellen i de kommende kampe, hvor Aarhus United, TTH Holstebro og Ringkøbing Håndbold venter.

- Der ligger potentielt otte point og venter, og vi håber da på, at vi kan gøre rent bord, men nu har vi taget de første to. Denne kamp skulle bare vindes, og sådan er det også på onsdag i Aarhus, sagde Jakob Andreasen.

Efter sejren over Ajax København indtager Voel-kvinderne niendepladsen i ligaen.