De indsamlede penge skal blandt andet hjælpe syriske børn som her ni-årige Amani og hendes lillebror, Suliman, som lige er fyldt et år. De to søskende flygtede med deres mor og far fra krigen i Syrien til det nordlige Libanon og bor i dag i byen Mazhta Hammoud. Livet i det lille telt giver sjældent rum til leg, og da Amani ikke kan gå i skole, er der ikke meget plads til at være barn. Dansk Flygtningehjælp har derfor oprettet et aktivitetscenter i Mazhta Hammoud med plads til leg og læring. Foto: Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp søger indsamlere

SILKEBORG Tiden nærmer sig for den årlige landsindsamling til Dansk Flygtningehjælp. I år er det søndag den 5. november, og som sædvanlig er der brug for flere indsamlere i Silkeborg-området.

- Dansk Flygtningehjælp og jeg opfordrer indbyggerne i Silkeborg til at gå på gaden med os søndag den 5. november, hvor vi samler ind til mennesker på flugt. Ved at samle ind gør du en forskel for nogle af verdens mest udsatte flygtninge, siger Marie Damkvist, der er indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælp i Silkeborg.

- I Silkeborg har vi brug for frivillige til ca. 225 ruter. Det tager cirka tre timer at gå en rute. Pengene går til at gøre livet sikrere for børn og voksne, som oftest lever et utaknemmeligt liv uden basale fornødenheder i verdens mest udsatte områder, siger Marie Damkvist.

Pengene fra årets indsamling går udelukkende til Dansk Flygtningehjælps internationale arbejde med særligt fokus på flygtningekriserne i og omkring Sydsudan og Syrien, hvor millioner af mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem.

Man kan melde sig som indsamler hos den lokale koordinator på tlf. 3373 5111 eller via Dansk Flygtningehjælps hjemmeside.

Der er i øvrigt en lille belønning til indsamlerne, idet BSV igen i år donerer billetter til indsamlerne til en af årets kampe.