- Vi håber, det bliver en succes. Der er i hvert fald mange, der har spurgt efter det, siger Andreas Holmgaard Pedersen (bagerst), der sammen med vennen Izzets Yilmaz driver Ihero. Butikken udvider nu med reparation af PC’er og Mac og har ansat Alexander Tretow (forrest) til at stå for den praktiske del af det arbejde.

Ihero ordner nu også din computer

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Ihero er vokset ud af sine rammer og tilbyder udover reparation af smartphone nu også at fikse PC’er og Mac

SILKEBORG Da Andreas Holmgaard Pedersen og kammeraten Izzets Yilmaz for syv år siden hver investerede få hundrede kroner i at indkøbe nye skærme til de mest almindelige smartphones for efterfølgende at tilbyde reparation af kundernes mobiltelefoner, var det med ønsket om, at deres fælles firma Ihero på lidt længere sigt kunne brødføde dem.

I dag har de to kammerater og forretningspartnere - 22-årige Andreas Holmgaard Pedersen og 23-årige Izzits Yilmaz - butikker i Herning, Viborg, Aarhus samt hjembyen Silkeborg, hvor de åbnede butik på Christians 8’s Vej for tre år siden.

Inden nytår håber de at kunne åbne yderligere butikker i Aalborg og Odense.

- Det går fint, konstaterer Andreas Pedersen, da han og Izzets Yilmaz præsenterer firmaets seneste udvikling.

De to kompagnoner har således kastet sig over reparation af PC’ere og Mac og tilbyder kunderne de fleste former for reparation og service.

- Vi ville gerne udvide forretningen, og det var det mest nærliggende område at gøre det på, siger Andreas Pedersen.