Mange rammes af fup-opkald fra Liberia

Søren Nielsen 

Flere lokale har også oplevet at bliver ringet op af en maskine, der vil lokke penge ud af mobil-kunderne

INDLAND/SILKEBORG Der er god grund til at være ekstra opmærksom på, hvilke opkald du modtager på din mobiltelefon i øjeblikket.

En bølge af opkald fra Liberia strømmer nemlig i øjeblikket ind over de danske mobilkunder.

Det foregår ved, at det liberiske nummer ringer et kort øjeblik, og de fleste når ikke at tage den. Svindlen går så ud på, at mobil-ejeren lokkes til at ringe tilbage, hvilket indebærer en ekstra høj mobiltakst.

Midtjyllands Avis er bekendt med, at flere lokale mobil-kunder også har modtaget opkaldene.

TDC skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om et såkaldt »wangiri-svindel«. Svindlen stammer fra Japan, og navnet betyder direkte oversat; et ring og afbryd.

- Vi kan ikke sige noget konkret om omfanget, men vi er blevet kontaktet af kundeservice fra mange af vores brands, der har oplevet, at mange kunder ringer ind. Og det er altså ikke noget, der sker hver dag, siger Nis Peder Kolby, kommunikationspartner hos TDC Group i en kommentar til newsbreak.dk.

TDC arbejder i øjeblikket på at få bremset opkaldene. Kunderne kan hjælpe med dette ved at melde fup-numrene ind til selskabet.

Desuden opfordrer TDC kunderne til at være agtpågivende. Især hvis det indgående nummer begynder med landekoden +231, som er tilknyttet Liberia.