Mare Vatsadze i pokalkampen mellem HIK og Silkeborg IF. /ritzau/Jens Dresling

Pokal-brøler-sag: SIF skal spille ny kamp

Redaktionen 

FODBOLD Fodboldens appelinstans har besluttet, at SIF’s pokalkamp mod HIK skal spilles om.

– Appelinstansen finder, at »det psykologiske spil«, herunder hvilke spillere, der skal sparke, og i hvilken rækkefølge dette skal ske, er en væsentlig del af en straffesparkskonkurrence, og at der derfor er sket en tilsidesættelse af så fundamentale regler for afviklingen af straffesparkskonkurrencen, at dette må antages at have haft direkte betydning for kampens resultat. Med den begrundelse stadfæstes kendelsen, lyder det fra Fodboldens Appelinstans.

Silkeborg IF vandt pokalopgøret mod HIK på Gentofte Stadion den 11. november.

Opgøret måtte ud i straffesparkskonkurrence, som SIF’erne vandt 7-6.

Dommer Peter Munch Larsen begik imidlertid en stor fejl, der betød, at HIK dagen efter opgøret indsendte en protest. For dommeren valgte, at straffesparks-konkurrencen skulle skydes efter det nye Abba-format, der har været brugt internationalt. Her sparker hold A først, hvorefter hold B skyder de to næste spark. Men det format er ikke indført i Danmark, og derfor vandt HIK protesten i første omgang.

Det var så den afgørelse, som SIF-ledelsen ankede, og først nu er der kommet en endelig afgørelse i sagen.

Silkeborg IF skriver på sin hjemmeside, at klubben vil foreslå HIK, at kampen spilles om den 22. november. Vinderen af opgøret skal møde Lyngby i 4. runde på hjemmebane. Denne kamp skal afvikles inden vinterpausen.