Foto: Martin Ballund

Byrådskandidater åbner valgboder på Campus Bindslevs Plads

Jesper Rosenquist 

På torsdag kan du møde byrådskandidaterne på tomandshånd på Campus Bindslevs Plads

SILKEBORG Campus Bindslevs Plads inviterer til »politisk markedsplads« torsdag i næste uge.

Her kan du komme helt tæt på de politiske kandidater til byrådsvalget, der vil være til stede fra morgen til aften på Torvet inde i selve Campushuset.

Byrådskandidaterne vil stå ved hver deres politiske bod, og alle opstillede partier i Silkeborg er inviteret til at have en bod på den politiske markedsplads.

Her kan du møde politikerne til dialog på tomandshånd, høre om kandidaternes valgprogrammer, udveksle ideer og tanker og afprøve egne argumenter og synspunkter i forhold til de forskellige politiske partier.

- Udgangspunktet for den politiske markedsplads er, at det kan være svært for den enkelte at komme til orde ved de traditionelle, politiske debatmøder og få svar på netop de spørgsmål, der optager den enkelte.

- Der er også mange, der ikke bryder sig om at tage ordet i større forsamlinger, siger campuskoordinator René Bargisen.

Den politiske markedsplads afslutter samtidig tre dages valgmøder for unge med besøg af flere end 1500 studerende i Campushuset.

- Men det er vigtigt for mig at understrege, at alle er velkomne på den politiske markedsplads, hele dagen, siger René Bargisen.

Ugens initiativer er kommet i stand i samarbejde med Bestem Silkeborg, der har fokus på, at de unge, der er berettigede til at stemme for første gang, finder vej til stemmeurnerne, men mens ugens valgmøder er forbeholdt de unge, er markedsdagen for alle borgere uanset alder.

- Vi håber, at det bliver en rigtig hyggelig dag, hvor gæsterne vil snuse rundt blandt de politiske boder, mødes med venner og bekendte og slå sig ned ved cafébordene for en kop kaffe og en politisk snak.

- Vi har sørget for rammerne, lidt musik og at caféen holder åbent hele dagen, men det er mødet politikerne og borgerne imellem, der er det afgørende, fortæller René Bargisen.