Foto: Colourbox

Flere villa-indbrud i Silkeborg

SILKEBORG Fredag først på aftenen var der indbrud i en villa på Pile Allé i Silkeborg.

Tyven brød et soveværelsesvindue op og stjal en computer, en Playstation 4 og et kamera.

Lørdag var der mellem klokken 18 og 19.40 indbrud i et hus på Tønningvej. Tyven brød et kældervindue op. Han stjal smykker og penge.

Klokken 19.23 gik indtil flere alarmer i gang i et hus på Mysundevej.

Husejeren skyndte sig hjem og konstaterede, at et vindue ved terrassedøren var blevet brudt op, men at gerningsmanden ikke havde stjålet noget.

På et tidspunkt mellem lørdag eftermiddag og natten til søndag 01.30 var der indbrud i en villa på Bakkevænget.

Et vindue mod baghaven blev brudt op. Der blev dog ikke stjålet noget.

Det blev der imidlertid ved et indbrud i en bolig på Ahorns Alle.

Lørdag eller søndag brød tyven et vindue op i huset.

Han stak af med smykker, nogle sko og forskellige madvarer.