Det er en årlig tradition, at gymnasie-unge arbejder en dag for andre unge. Sidste år var to elever fra Silkeborg Gymnasium hyret som gademusikere af t.i.n.g.

Unge arbejder for at hjælpe fattige

Kenneth Husum 

På onsdag er den årlige Operation Dagsværk

SILKEBORG Unge på Silkeborg Gymnasium trækker på onsdag 8. november i arbejdstøjet for at give en dags arbejde til fattige unge.

Det sker ved den årlige Operation Dagsværk-dag.

I år er projektet at forbedre uddannelsesmulighederne i slumkvarterene i Dhaka, Bangladesh. Byen er kåret som den værste by at bo i, og millioner af unge vokser op i ekstrem fattigdom. Gennem oprettelse af aktivistskoler, der forhåbentlig vil skabe større mobilitet og herigennem hjælpe de unge ud af slummen til et bedre liv, vil Operation Dagsværk hjælpe Dhaka til en lysere fremtid.

Gymnasie-eleverne, der melder sig til operation Dagsværk, siger ja til at arbejde i mindst fem timer. Dagslønnen på 350 kr. går til projektet.

Der er også en belønning for de frivillige. Der er gratis efterfest på Rampelys for alle arbejdere 14. november.