Strid om tolk: Politimand slået på lægeklinik i Silkeborg

SILKEBORG En konsultation på en lægeklinik i Silkeborg udviklede sig mandag eftermiddag noget voldsomt.

En ikke-dansktalende kvinde var til lægen med sin to-årige søn. Med var også kvindens 24-årig søn, der agerede tolk.

Men lægen ville gerne have at der også medvirkede en autoriseret tolk, fordi det var vigtigt, at der blev oversat korrekt.

Det var parterne ikke enige om, og stemningen blev så ubehagelig, at lægeklinikken ikke så anden udvej end at tilkalde politiet.

En politipatrulje var fremme omkring klokken 14.30. Den 24-årige mand slog den ene betjent i brystet med flad hånd, og han blev derfor anholdt.

Manden blev sigtet for vold mod politimanden og trusler, fordi han også truede med at begå vold mod betjenten.

Efter afhøring blev han løsladt igen, oplyser politiet i Silkeborg.