Foto: Jakob Stigsen Andersen

Valgmøde på Zwei Grosse Bier Bar

Jesper Rosenquist 

Byrådskandidaterne Mads Frandsen (V) og Rasmus Hartung Sørensen (SF) giver en omgang på Zwei Grosse Bier Bar

SILKEBORG Torsdag aften i denne uge kan man på Zwei Grosse Bier Bar i Silkeborg komme helt tæt på de to unge byrådskandidater Mads Frandsen og Rasmus Hartung Sørensen, der stiller op til byrådsvalget for henholdsvis Venstre og SF.

Her holder de to kandidater nemlig vælgermøde. Det fortæller indehaveren af Zwei Grosse Bier Bar, Julian Mengers.

- Vælgermødet skal ses som et forsøg på at nå de unge vælgere på et lidt andet niveau, end man ellers gør. Mads og Rasmus fortæller først lidt om deres parti og deres holdninger, og bagefter kan alle de fremmødte stille spørgsmål.

- Vi forventer, at det mest er de 18- til 25-årige, der vil komme til arrangementet, men alle er velkomne, understreger Julian Mengers.

Valgmødet varer en time, og der er gratis entré og en gratis øl til de fremmødte.

- Det var Mads, der kontaktede mig for at høre, om det kunne lade sig gøre at holde et valgmøde på Zwei Grosse Bier Bar, fordi han godt kunne tænke sig at møde vælgerne på en lidt anden måde, end han plejer, siger Julian Mengers.