Der har gennem de senere år været særlig meget fokus på sager, hvor genstande er kastet mod motorveje. Seneste tiltag er at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har besluttet, at visse motorvejsbroer skal videoovervåges. Foto: Martin Ballund

15-årig dømt for at kaste tyggegummi fra motorvejsbro i Silkeborg

Søren Nielsen 

Det kunne være endt helt galt, og derfor valgte blev en 15-årig dreng dømt for at kunne have bragt andres liv i fare

SILKEBORG En 15-årig dreng fra Silkeborg er idømt betinget fængsel for at have kastet tyggegummi ud på motorvejen ved Søholt.

Det oplyser senioranklager Søren Kløvborg fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Episoden fandt sted i oktober sidste år.

Her gik to brødre ud på den overdækkede del af motorvejen ved Søholt.

Ifølge drengenes forklaring i retten gik de og kedede sig lidt. Som et pludseligt indfald opstod der en ide om at fornøje sig ved at kaste stykker af tyggegummi ned mod biler på motorvejen. Tyggegummiet kom fra en pakke med flere stykker i.

På et tidspunkt så en bilist drengene stå på overdækningen. Bilisten registrerede også drengene kaste, hvorefter bilen kort efter blev ramt af noget.

Der skete ikke noget alvorligt med bil eller blist, som dog straks stoppede og alarmerede politiet.

Søren Kløvborg fortæller, at en lokal efterforskning af sagen ledte politiet på sporet af de to brødre. Den ene var 15 år på gerningstidspunktet, mens den anden var under den kriminelle lavalder.

Dommen til den 15-årige lød på 20 dages betinget fængsel, og samtidig skal han være under tilsyn af de sociale myndigheder i ét år.

Senioranklager Søren Klovborg medgiver, at det kan lyde specielt at straffe for at kaste et stykke tyggegummi ud på vejen. Men set i et større perspektiv giver det mening, mener han.

- For at forstå sagen skal man tænke på, hvad et kast med tyggegummi ud på en motorvej kan udløse. Der er bilister, som ser de to drenge på broen, og som samtidig ser, at der bliver kastet noget ned. Bilisterne kommer med høj fart og ved ikke, hvad der er på vej imod dem. Derfor kan kastet forårsage, at bilisterne forsøger at undvige ved pludselig at skifte spor, bremse op eller noget helt tredje. Og derved kan man sige, at de to drenges kast med tyggegummi kan bringe andres liv i fare. Derfor bliver den ene dømt, siger Søren Klovborg, der også påpeger, at netop kast med genstande mod motorveje har særlig opmærksomhed.

- Det er et område, som har et helt særligt fokus. Derfor er der også signalværdi i dommen, påpeger Søren Kløvborg.