Der er masser af kunsthåndværk på Museum Silkeborg på søndag.

Kunsthåndsværksdag på Museum Silkeborg

Der er salg, udstilling og arbejdende kunstnere

SILKEBORG Søndag den 12. november inviterer tekstilprojektet Tråd til den årlige kunsthåndværkerdag på Museum Silkeborg Hovedgården. Der er gratis adgang til kunsthåndværkerdagen og til museet for alle.

Dagen er en blanding af salg, udstilling og demonstrationer af forskellige håndværksteknikker.

Husflidsgruppens bærbare værksteder er med igen i år. Der vises fletning af brødkurve, og der demonstreres strik og håndspinding, spinderokken omformer uld til lækkert garn. Der er fine kniplinger og små juleting, og der er dukker og høns. Et medlem af gruppen nålefilter billeder. Der bliver lavet knive, bælter og spænder. Trædrejeren er i gang, træskærerne snitter skeer og småredskaber, en anden skærer trælegetøj, de fineste heste.

Kunsthåndværkerdagen på museet sætter fokus på tekstiler og tekstile teknikker. Der er stande med strik, broderi, vævning og filtning i mange forskellige udtryk. Nogle sælger færdige håndarbejder, og nogle sælger kits til gør-det-selv. Andre sælger ikke, men viser, hvad de arbejder med, og demonstrerer deres teknikker.

Er man på udkig efter helt specielle gaver, er der mange unika-ting at vælge imellem. En kunsthåndværker fremstiller smykker i sølv og kobber belagt med emalje, en anden fremstiller smykker i glas. Der er en stand, hvor keramikeren sælger knapper og smykker. Andre stande udstiller eller sælger strik, vævede papirkurve, tasker, viskestykker og tørklæder, nogle har fremstillet filtede babyfutter og tørklæder. Der er broderikits og smukke håndledsvarmere med bittesmå perler strikket ind i et mønster. Man kan finde uldgarn, færdige håndarbejder, sjalsnåle, knapper og smykker af horn.

Cafeen byder på hjemmebag og andet godt.