Foto: Henrik Ole Jensen

Politiet efterlyser vidner til alvorligt cyklist-uheld

Politiet i Silkeborg efterlyser nu vidner til et færdselsuheld, der skete 12. oktober

SILKEBORG 12. oktober mellem klokken 8 og 9 ramte en 49-årig cyklist en bil på Bindslevs Plads, og cyklisten kom værre til skade end først antaget.

Ud for La Casita restauranten holdt en bil modsat den ensrettede færdselsretning. Cyklisten kørte også modsat færdslen, og da han ville køre indenom den parkerede bil, der holdt langt ude på kørebanen, blev en bagdør samtidig åbnet.

Cyklisten kørte ind i døren og blev sendt til jorden. I første omgang var det antagelsen, at han blot havde fået lidt knubs. Men næste dag blev manden indlagt på intensiv afdeling med brækkede ribben og en beskadiget lunge. Manden blev først udskrevet 6. november.

Han husker ikke, hvem bilisten var, blot at der formentlig var tale om en ældre bil, muligvis en Volvo sedan.

Bilisten kan meget vel have givet cyklisten oplysninger til brug for forsikringen, men det husker den 49-årige ikke.

Politiet i Silkeborg efterlyser bilisten og vidner til det en måned gamle uheld, og har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.