Bjarke Falgren modtog tidligere i år Svend Asmussen prisen, som blev overrakt af Ellen Bick Asmussen ved sommerens Riverboat Jazz Festival. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Frokostjazzen hylder to af jazzens helt store stjerner

Christian Kloch Larsen 

Bjarke Falgren og Filip Jers hylder Svend Asmussen og Toots Thielemans ved Frokostjazzen i Kedelhuset

MUSIK Frokostjazzen byder lørdag på en hyldestkoncert for Svend Asmussen og Toots Thielemans i Kedelhuset.

Koncerten er med violinisten Bjarke Falgren, som under sommerens Riverboat Jazz Festival modtog den nystiftede Svend Asmussen pris. Lørdag er han i selskab med mundharmonikaspilleren Filip Jers samt guitaristen Jacob Fischer, Hans Backenroth på bas og Kristian Leth bag trommerne.

Sammen vil de give smagsprøver fra Asmussens og Thielemans lange karrierer og selvfølgelig kendingsmelodierne »June Night« og »Bluesette«.

At Bjarke Falgren kan få violinen til at swinge til jazz på samme måde, som gjorde hans store forbillede og mentor, Svend Asmussen, berømt i hele verden, beviste han ved årets Riverboat-festival, hvor hyldestkoncerten i Kedelhuset var en af festivalens store stjernestunder. Nu er han så tilbage i byen i meget fornemt selskab med blandt andre Filip Jers, Jacob Fischer og med filmmanden og jazzmusikeren Kristian Leth ved trommerne.

Så her fra kulturredaktionen giver vi de varmeste anbefalinger til en hyldestkoncert til to af jazzens legender sammen med verdensklasse-musikere i Kedelhuset ved lørdagens frokostjazz.