Foto: Colourbox

Jorn og klassisk trio på museet

MUSIK Søndag eftermiddag er der koncert med Trio con Brio på Museum Jorn. Trioen spiller værker af Beethoven og Smetana samt et af musikhistoriens allerstørste kammermusikværker, Schuberts store B-dur trio.

Koncerten er den første i en række af klassiske søndagskoncerter på Museum Jorn, fortæller museumsdirektør Jacob Thage.

- Vi ønsker at realisere det store potentiale, som ligger i museets unikke fysiske rammer, og er stolte over nu også at kunne give vores publikum adgang til store musikalske oplevelser. Koncerterne afholdes i vores atelier omgivet af museets samling og skiftende særudstillinger, siger han.

Ud over Trio con Brio på søndag venter der til foråret to koncerter med to koncerter med Aarhus Chamber Ensemble. Ved den første koncert 11. marts spiller ensemblet to centrale kvartetter for klaver og strygere, Mozarts Es-dur kvartet og Brahms c-mol kvartet. Ved den anden koncert 29. april præsenterer Aarhus Chamber Ensemble musik for blæsere og klaver af Carl Nielsen,Bach og Vivaldi.

6. maj er David Danholt og Charlotte Thaning på programmet, hvor de fremfører Schuberts »Die schöne Müllerin«. David Danholt er ved siden af sin internationale karriere netop blevet ansat som solist på Det Kgl. Teater, og Charlotte Thaning en af landets mest erfarne kammermusikere med et mangeårige virke i Eskær Trioen.