Charlotte Rørth fortæller om sit møde med Jesus, og om sine bøger.

Journalistens møde med Jesus

GØDVAD Journalist og forfatter Charlotte Rørth besøger lørdag den 18. november Dybkær Sognegård, hvor hun fortæller om sit møde med Jesus. Hun fortæller om, hvordan hun pludselig stod foran Jesus i en helt konkret og meget fysisk situation i et gammelt kapel i den sydspanske by Beda.

Charlotte Rørth var helt uforberedt, på dette møde. Hun, der hverken var religiøs eller spirituelt søgende, har siden været bange for at miste sin fornuft, men har fundet sin vej som hverdagstroende, og det fortæller hun om.

Mødet beskrev hun i bogen »Jeg mødte Jesus - bekendelser fra en modvillig troende«, der udkom for et par år siden, og nu har hun netop udgivet bogen »Vi mødte Jesus - og hvad kommer det andre ved«. Bogen rummer bidrag fra flere end 75, der har haft lignende oplevelser, men også fra dem, der forsker i dem.

Arrangementet er lørdag eftermiddag, og der er desuden børneaktiviteter, så hele familien kan være med. Der er suppe til alle som afslutning på dagen.

Tilmelding er nødvendig.