Michael V. Knudsen og Bjerringbro-Silkeborg kunne igen fejre en sejr efter et drama mod TTH Holstebro. Foto: Martin Ballund

BSV sled sig til smal sejr i tæt topopgør

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg rejste sig og besejrede TTH Holstebro med hiv og sving

HÅNDBOLD Efter to nederlag i træk kom Bjerringbro-Silkeborg onsdag aften tilbage på sporet, da topkampen mod TTH Holstebro blev vundet med 27-25 foran 2112 tilskuere i Jysk Arena.

BSV fik en glimrende start på opgøret, og éfter små syv minutters spil kunne Michael V. Knudsen sende værterne på 5-2. Gæsterne arbejdede sig dog stille og roligt tilbage i kampen, og syv minutter senere førte gæsterne pludselig med en enkelt pind ved stillingen 6-7.

BSV’erne tilbageerobrede dog føringen efter en rodet periode med flere fejl i begge ender, men med seks minutter tilbage af første halvleg var gæsterne foran med to. Hjemmeholdet genvandt kontrollen, men lige inden pausefløjtet fik TTH udlignet til 12-12.

De første 30 minutters håndbold havde ikke været den helt store oplevelse, men hjemmepublikummet fik alligevel noget at klappe af, da Johan Hansen kortvarigt gjorde comeback efter ni måneders skadespause. Selvom fløjen brændte sit eneste forsøg, var der stor applaus til den tilbagevendte BSV’er.

Åbningen på anden halvleg flaskede sig perfekt for BSV, som hurtigt bragte sig på 16-12 efter et par fine redninger fra Søren Rasmussen, som blev fulgt op af scoringer fra Nikolaj Markussen.

Føringen blev dog neutraliseret, og med 17 minutter tilbage på uret var kampen igen helt åben. En tvivlsom udvisning til Lars Skaarup blev udnyttet af gæsterne, og så var stillingen 19-19.

Kampbilledet gentog sig dog, og da TTH blev ramt af hele tre udvisninger på 40 sekunder, kunne BSV’erne slå et nyt hul til 25-21 med otte minutter tilbage af kampen.

Tre minutter før tid udlignede gæsterne til 25-25, men Søren Rasmussen forhindrede en TTH-føring, og så kunne Sebastian Skube i stedet score til 26-25. I det sidste angreb fik BSV-defensiven afværget et indspil, og så kunne Jacob Lassen score i et tomt mål til slutresultatet 27-25.