Foto: Rasmus Baaner/POLFOTO/Arkiv

28-årig fuld mand fik peberspray

Adam Haff 

Bargæst skubbede kvinde på beværtning og gik i baglås, da politiet ville tale med ham i Nygade i nat

SILKEBORG En 28-årig mand traf indtil flere tvivlsomme beslutninger, da han natten til torsdag slog gækken løs i det silkeborgensiske natteliv.

Dårligt var det, da han ud på de små timer gav en 24-årig kvinde et kraftigt skub i brystkassen. Det fik klokken 03.45 personalet til at tilkalde politiet. Da patruljen kom frem var den fulde mand ikke til sinds at tage den lidt med ro.

Uden for et værtshus i Nygade fik manden besked af politiet på at blive stående. Han begyndte imidlertid at gå og siden hoppede han op på taget af politivognen. Politifolkene fik ham ned fra taget.

Til sidst måtte betjentene bruge peberspray for at kunne anholde manden, fortæller politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Undervejs i forløbet brugte den 28-årige mand, der kommer fra sjællandske Svebølle en del ukvemsord om betjentene. Han nægtede også at oplyse sin identitet.

Endestationen blev detentionen, hvor han kunne sove rusen ud. I dag repeterede politiet de mange sigtelser og afhørte manden til sagen.

Han sigtes for overtrædelse af restaurationsloven og ordensbekendtgørelsen. Han sigtes også for hærværk og for fornærmelig tiltale af betjentene. Samt for ikke at oplyse sit navn.

Hvis der skete skader på patruljevognen i forbindelse med mandens badutspring op på taget, så kan han også se frem til et erstatningskrav, siger John Toft.