Fangekoret synger i Funder Kirke på søndag.

Musikgudstjeneste i Funder med fangekoret

FUNDER Til gudstjenesten søndag formiddag den 26. november får Funder Kirke besøg af Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel - under ledelse af organist og ildsjæl Louise Adrian.

Det kendte Fangekor fra eksisterer fortsat, selvom det gamle statsfængsel lige er lukket. De indsatte er blevet flyttet til andre fængsler i Danmark, og herfra kan de fortsætte udgange til koncerter udenfor murene. Sammen med tidligere indsatte korsangere turnerer de fortsat rundt i Danmark og synger og fortæller om fængselslivet.

I de første 10 år af Fangekorets virke var der ingen, der kendte noget til de syngende forbrydere, men da de udgav en cd i 2004 fik offentligheden øje på dem. Der startede en efterspørgsel efter koret udenfor murene og med tiden fik Direktoratet for Kriminalforsorgen lavet nogle særlige udgangsregler, som i dag muliggør en koncertvirksomhed.

Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet samt fortæller om deres virke og livet bag murene. Fangekoret har overdraget 145.000 kr. til Børnetelefonen under Børns Vilkår, som overskud for salget af deres cd’er. Fangekoret har været med til at starte Cafe Exit, som hjælper indsatte i livet efter fængselsstraffen. Fangekoret har lige udgivet deres fjerde cd med numre skrevet af korsangerne selv. Cd’en »Egon Olsens Vej« er et farvel til Vridsløse, hvor koret har sunget siden 1995.