Bosse skrev historie med SIF og landsholdet

Bo Johansson førte Silkeborg IF til det danske mesterskab i 1994 og Danmark til VM-kvartfinalen fire år senere. Tirsdag fylder han 75 år

SILKEBORG Bo Johansson, der førte SIF frem til DM-guldet i 1994, fylder 75 år tirsdag 28. november.

Svenskeren har for længst forladt trænerfaget, men dengang for knap 20 år siden stod han på toppen af en succesfuld karriere, og i 1998 førte han det danske landshold helt frem til VM-kvartfinalen i Frankrig.

Selv om kampen blev tabt knebent til de brasilianske verdensmestre, rokker det ikke ved, at det er Danmarks bedste VM-resultat nogensinde.

Forinden havde han ført Östers IF fra Växjö til to svenske mesterskaber og fik siden job i Norge, Grækenland og Island, inden han i 1994 var strategen bag SIF’s første og hidtil eneste DM-triumf.

Da mestertræneren i slutningen af oktober besøgte Jysk Park, hvor han var omdrejningspunktet under en seance i loungen, forsøgte han i vanlig ydmyg stil at sende roserne videre til sin forgænger.

- Inden jeg kom til klubben, fik jeg vældig god hjælp af Viggo Jensen. Han satte mig ind i virksomheden og fortalte om de forskellige personer. Han var den første, som hjalp mig, forklarede Bo Johansson, der også påpegede, at Viggo Jensens andel i succesen ikke må undervurderes.

- Viggo stod bag det her. Det er helt sikkert, sagde Bo Johansson.

Hyldet af danske fans
Det solide cv fik DBU til at pege på Johansson, da Richard Møller Nielsen stoppede som landstræner i 1996. Det kom ingen af parterne til at fortryde.

Johansson, der konsekvent gik under kælenavnet »Bosse«, fik Danmark med til to slutrunder ud af to mulige, og under hans ledelse spillede landsholdet en stribe kampe, der fortsat bliver husket.

Afslutningen på fire år i dansk fodbolds mest prestigefyldte job blev knap så opløftende, da holdet blev sendt ud af EM i 2000 med tre klare nederlag.

Allerede et år tidligere havde han meddelt, at han ville stoppe efter EM, og han modtog en hjertelig hyldest fra de medrejsende danske fans, da den sidste bold var sparket.

For samlet set kunne Johanssons tid i jobbet kun anses som en succes, og med sit smil og sit venlige væsen var han en populær mand hos både spillere og tilhængere.

Efter årene i Danmark fortsatte Johansson som træner i den svenske storklub IFK Göteborg, inden karrieren i 2005 blev afrundet i norske Molde, hvor han vandt pokalturneringen.

Efterfølgende er årene gået med foredrag og et par kortvarige rådgiveropgaver i svenske klubber.

I dag bruger han primært tiden på familielivet hjemme i Kalmar, byen hvor han også blev født for 75 år siden. /ritzau/