25-årig overtager hudplejeklinik i Resenbro

Tekst og foto: Søren Sohn 

25-årige Sandra Bay har overtaget Resenbro Hudplejetklinik på Sensommervej og åbner dørene på fredag

SILKEBORG Det har altid været planen, at kosmetiker og vippetekniker, Sandra Bay, ville være selvstændig.

Så da muligheden for at overtage Resenbro Hudplejeklinik på Sensommervej 34B bød sig, skulle der ikke de store overvejelser til, før hun greb muligheden.

- Jeg havde set på Facebook, at den tidligere ejer, Mette Vestergaard, havde sat klinikken til salg, men jeg gjorde umiddelbart ikke mere ved det. Men jeg har altid haft en drøm om at starte mine egen klinik, så jeg kontaktede hende. Da jeg så, hvor gode lokalerne er, og de mange muligheder, der er her i Resenbro, slog jeg til og købte klinikken, siger Sandra Bay, der de seneste fem år har arbejdet i en klinik i midtbyen.

Stressfri
Selvom navnet forbliver det samme, så har Sandra Bay dog givet klinikken en make-over, hvilket har resulteret i lyse og indbydende lokaler.

- Jeg har lavet meget om, da det er vigtigt for mig, at jeg sætter mit eget præg på indretningen. Jeg har forsøgt at skabe et pusterum, hvor kunderne kan slappe af.

- En af årsagerne til, at jeg valgte at overtage klinikken er, at der er en anden ro herude i Resenbro end i midtbyen. Det ligger kun fem kilometer fra byen, og man kan parkere lige udenfor. Så der er ingen stress forbundet ved at komme her, og det synes jeg er vigtigt, siger Sandra Bay.

Selvom klinikken ikke er åbnet endnu, så har Sandra Bay allerede fået mange positive tilkendegivelser fra de tidligere kunder, der er glade for, at klinikken fortsætter.

Og hun håber, at mange af dem vil kigge forbi til åbningsreceptionen fredag den 1. december for at hilse på og høre mere om den brede vifte af behandlinger indenfor hudpleje, negle, øjenbryn og meget mere, som hun tilbyder.

- Jeg glæder mig til at åbne og vise stedet frem. Og jeg håber, at både nye og gamle kunder vil kigge forbi for at se og opleve det lille pusterum, jeg har skabt herude.