Julefest i »Middag på Tværs«

SILKEBORG »Middag på Tværs« ved Silkeborg Kirke mødes igen fredag den 1. december sidst på eftermiddagen, og denne gang står der julefest på programmet.

Sammen spiser deltagerne et julemåltid, børnene går luciaoptog, og traditionen tro skal der bagefter spilles banko med flotte præmier. Middag på tværs er månedlige fællesarrangementer for danskere og nydanskere arrangeret af en gruppe mennesker fra Silkeborg Kirke, der ønsker at skabe et miljø, hvor alle kan inspirere og berige hinanden. Alle er hjertelig velkomne. Man mødes i kirkens sognelokaler, Torvet 10 E.