Mestrene slog BSV efter intens slutfase

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg missede muligheden for at spille sig op på siden af de øvrige tophold

HÅNDBOLD Onsdag aften var Bjerringbro-Silkeborg på besøg hos de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold, der vandt en tæt og intens forestilling med 24-23 foran 3558 tilskuere i Gigantium.

Nederlaget betyder, at BSV bliver på tredjepladsen, og holdet er fortsat to point efter Skjern og GOG, der ligger side om side i toppen.

Første halvleg var en meget tæt affære, selvom gæsterne skiftede hyppigt ud på mange positioner, og de første 30 minutter udviklede sig hurtigt til en direkte duel mellem to skarpe skytter. Nikolaj Markussen scorede således seks gange på syv forsøg, mens hjemmeholdets Andreas Holst skulle bruge ni skud på at lave samme antal scoringer.

Efter det første kvarter, hvor de to mandskaber havde byttet mål, var stillingen 7-7, og det var først i de sidste fem minutter af første halvleg, at BSV’erne trak fra og sikrede en pauseføring på tre mål.

10-13 blev dog forvandlet til 13-13 fire minutter inde i anden halvleg, og spændingen var dermed intakt. Med 10 minutter tilbage af opgøret var stillingen 22-22.

Tre minutter før tid gjorde hjemmeholdets Buster Juul det til 24-23, og så måtte Peter Bredsdorff-Larsen tage timeout.

BSV-trænerens peptalk fik dog ikke synlig effekt, selvom BSV havde muligheden for at udligne til sidst. Her blev Jesper Nøddesbo skubbet ind i feltet af René Antonsen, og selvom BSV-stregen tilsyneladende nåede tilbage på den rigtige side af stregen og scorede, blev der dømt overtrådt, og så vandt Aalborg Håndbold med 24-23.