Udlændinge udgav sig for at være fra Unicef

Adam Haff 

Personale jog onsdag to kvinder på porten, som angiveligt forsøgte at stjæle fra ældre. Senere på dagen blev der stjålet fra en ældre kvinde

SILKEBORG Mødes man af fremmede folk, som på gaden eller ved ens bopæl siger, at de samler ind til et godgørende formål, bør man nok være lidt på vagt.

I hvert fald var kommunens hjemmepleje ikke i tvivl om, at der var fusk indblandet, da to udenlandske kvinder i går forsøgte at komme ind hos nogle ældre i deres boliger på Aldersrovej i Silkeborg.

Klokken 10.18 anmeldte personalet til politiet, at to tysktalende kvinder påstod, at de samlede penge ind til fordel for Unicef. Det troede medarbejderne ikke, og derfor blev de fremmede kvinder strittet ud.

Få minutter senere modtog politiet nok en anmeldelse. En medarbejder anmeldte, at kvinderne nu gik rundt i kvarteret og udgav sig for at være fra hjemmeplejen, hvad de tydeligvis ikke var.

Signalementet sagde, at kvinderne var 20-30 år og almindelige af bygning. Politiet kørte til området, men fik ikke fat i de formodede tricktyve.

Halvanden time senere modtog politiet en tredje anmeldelse. En ældre, lettere dement kvinde på Silkeborgvej i Them var samme formiddag i sin ældrebolig blevet opsøgt at to kvinder, der blev beskrevet som sydeuropæisk af udseende.

Kvinderne havde medbragt et skilt, hvorpå der stod »Handicap«. De havde sagt, at de samlede underskrifter til fordel for handicappede personer, og da de var gået igen, manglede den ældre kvinde et smykkeskrin, indeholdende blandt andet en halskæde og vielsesring.

Kvinderne var 18-27 år og begge med sort, langt hår. Den ene beskrives som kraftig af bygning, den anden som værende almindelig af kropsbygning.

Signalementerne afviger en smule fra sagen fra Aldersrovej. Men kan meget vel være tale om de samme personer, vurderer politiet i Silkeborg.