Silkeborg-Voels sejrsstime sluttede brat

Mathias Hove Andersen 

Det blev ikke til den fjerde sejr på stribe for Silkeborg-Voel, der tabte klart til Odense Håndbold i Jysk Arena

HÅNDBOLD Efter tre sejre i træk stødte Silkeborg-Voel panden mod en mur i torsdagens hjemmekamp mod Odense Håndbold, der blev tabt med 23-31 foran 989 tilskuere i Jysk Arena.

Resultatet betyder, at Voel-kvinderne bliver på ligaens syvendeplads, og der er stadig et hul på to point ned til Randers HK, som er skubbet uden for den eftertragtede top-8, der giver adgang til slutspillet.

Med udesejren avancerer gæsterne fra Fyn til tabellens tredjeplads.

Lang scoringspause
Opgøret fik ellers en lige indledning, men efter godt syv minutters spil fik gæsterne slået et lille hul, da Galten-fløjen Trine Østergaard gjorde det til 4-6 med sin tredje scoring for fynboerne.

På trods af flere redninger fra Stine Bonde i hjemmeholdets mål udbyggede Odense Håndbold føringen, og midtvejs i første halvleg måtte Voel-træner Jakob Andreasen tage timeout ved stillingen 5-10. Umiddelbart efter kom gæsternes føring dog op på seks mål, da den tidligere Voel-fløj Freja Cohrt løb kontra og scorede.

Hjemmeholdets scoringspause havde varet i godt og vel 10 minutter, da Sofie Bæk Andersen efterfølgende omsatte et tyndt straffekast til scoring, men det forhindrede ikke topholdet i at fastholde teten frem mod pausen, hvor stillingen var 10-17.

Fightede forgæves
Fem minutter inde i anden halvleg slog tilbagevendte Hege Bakken Wahlquist til med to hurtige scoringer og reducerede til 15-19, hvilket tvang Odense-træner Jan Pytlick til at tage timeout. Den norske fløj var dog ikke færdig og scorede for tredje gang i træk, og da Louise Lyksborg lynede i modsatte side, var den fynske føring pludselig bragt ned på to mål.

Efter pausen måtte værterne se bort fra Stine Skogrand, der så til fra sidelinjen med en ispose på den ene fod, hvilket gav debut til unge Othilia Christensen. I sidste ende var fynboerne bare for stærke, og Silkeborg-Voel tabte med 23-31, selvom indskiftede Dragana Petkovska nåede at byde ind med en håndfuld redninger i værternes mål.

På onsdag klokken 19.30 får Voel-kvinderne muligheden for at rejse sig i den svære udekamp mod naboerne fra FC Midtjylland, som indtager andenpladsen i landets bedste række.