Foto: Jakob Stigsen Andersen

Danmarks største brandmandsfan skal begraves

Kenneth Husum 

SILKEBORG Også brandmænd fra Silkeborg har meldt sig som kistebærere, når Danmarks største brandmandsfan skal begraves.

Det er JP.dk, der fortæller historien om Ove, der havde downs syndom og boede på en institution i Søborg.

Og så var han en kæmpe fan af brandmænd og besøgte ofte brandstationer.

Der manglede kistebærere til begravelsen, og begravelsesfirmaet satte sig for at finde frivillige brandmænd til opgaven.

Bedemand Zofiia Rose fra Begravelses Service satte sig mandag til tasterne og sendte en efterlysning ud på Facebook.

- Det bedste i Oves liv var, når han fik lov til at se en brandbil køre på gaden og ind imellem endda fik lov til at komme tæt på dem og på de fine brandmænd. Så var lykken gjort i Ove, og han kunne tale om det uafbrudt i uger bagefter. Han var ikke til at skyde igennem! Og sådan var det fra han var helt lille, og til han tog sit sidste åndedrag i sidste uge, skrev hun blandt andet.

Tre timer senere havde 10 brandmænd meldt sig til tjeneste. Tirsdag strømmede det stadig ind med henvendelser fra hele landet, og opslaget er blevet delt over 270 gange. Helt fra Silkeborg og Fredericia tilbyder folk deres hjælp, skriver JP.dk.

Oves bror ønsker at holde begravelsen privat for familien og personalet fra institutionen, hvor Ove boede i 30 år, samt paraden af brandmænd. Derfor er tidspunktet og stedet for bisættelsen ikke offentliggjort.