Forsøg på indbrud i guldsmed i Silkeborg

SILKEBORG Ukendte gerningsmænd forsøgte kort før klokken 05 natten til fredag at bryde ind i guldsmedeforretningen Turquoise på Torvet i Silkeborg.

En hvid varebil blev kørt hen foran et facadevindue. Gerningsmændene aflistede ruden, som det lykkedes at trække til side.

De forsøgte herefter at kortslutte sikkerheds-gitteret inde bagved.

Det mislykkedes. Gerningsmændene kom ikke ind, og der blev ikke stjålet noget, fortæller politiet i Silkeborg.

Varebilen blev efterladt på stedet og den er nu i politiets varetægt. Bilen er forsynet med Silkeborg-nummerplader. Det er ikke oplyst, om den er meldt stjålet.