Debutant sikrede SIF-sejr i medrivende premiere

Mathias Hove Andersen 

Vladimir Rodic spillede en afgørende rolle i en underholdende forårspremiere, hvor Silkeborg IF besejrede AaB

FODBOLD Silkeborg IF tog lørdag hul på forårssæsonen i Superligaen med en hjemmekamp mod AaB, og opgøret på Jysk Park sluttede 3-2 foran 2587 tilskuere.

Sejren betyder, at SIF avancerer til niendepladsen, og manager Peter Sørensens mandskab har nu 23 point efter 20 spillerunder.

De nordjyske gæster fik den bedste start på opgøret, og AaB var meget tæt på at tage føringen i det syvende minut, hvor Patrick Kristensen blev spillet fri på bagstolpen, men Gregor Sikosek fik akkurat afværet på målstregen.

Den store chance rystede dog ikke hjemmeholdet, og umiddelbart efter bragte SIF sig på 1-0. Tobias Salquist sendte en lang bold frem i højresiden, hvor Vladimir Rodic vandt en nærkamp og puffede gæsternes Jakob Blåbjerg væk. SIF-debutanten sendte efterfølgende en perfekt bold ind i feltet med ydersiden, og i boksen kunne Davit Skhirtladze pande læderet i nettet efter et veltimet løb.

AaB var klart mest på bolden i første halvleg, men SIF’erne stod godt på banen, og nordjyderne havde svært ved at finde huller i værternes defensiv. Det lykkedes dog i det 33. minut, hvor en lang bold havnede ved en fri Frederik Børsting, men kantspilleren sparkede bolden et godt stykke over SIF-målet.

SIF-føringen blev neutraliseret fem minutter efter pausen, hvor Gregor Sikosek blev fanget i et pres langt fremme på banen, og backen efterlod et stort hul i venstresiden. Det udnyttede hjemvendte Kasper Kusk, som fandt Jannik Pohl i bagrummet, og angriberen sendte en præcis tværbold ind i fødderne på Frederik Børsting, som let kunne udligne til 1-1.

Efter en lille times spil fik Vladimir Rodic en god mulighed i højresiden, men i AaB-målet afværgede Jacob Rinne skudforsøget med en parade. Få minutter senere kunne gæsternes keeper blot se til, da et afrettet skud fra Davit Skhirtladze gik lige over mål.

Heldet var også med nordjyderne i det 64. minut, hvor Jeppe Okkels kom først på en tværaflevering fra Marc Rochester Sørensen, men fra sin position i det lille felt kunne SIF-talentet ikke få dirigeret kuglen i kassen.

I det 77. minut fremtvang indskiftede Magnus Mattsson et frispark i en central position foran AaB-feltet. Efter en tur i muren havnede bolden ved Casper Sloth, som trillede den tilbage til Jens Martin Gammelby. Backen tog chancen fra en svær position og overrumplede AaB-keeperen, der så mindre heldig ud, da kuglen gik i nettet til 2-1.

Fem minutter senere brændte Marc Rochester Sørensen en friløber efter flot forarbejde fra Magnus Mattsson, og det straffede AaB, der straks udlignede til 2-2 ved indskiftede Yann Rolim.

Det var dog ikke slut med underholdningen på Jysk Park, og fem minutter før tid blev Vladimir Rodic matchvinder, da han rundede AaB-keeperen og sendte bolden i nettet til slutresultatet 3-2.