Den er ikke li´så god – den er bedre!

BENT RASMUSSEN 

Mindelser om øl: Den var en del af livet som Hjejlen og Himmelbjerget - den lokale øl og sodavand

Det var slet ikke frækt tænkt eller sagt. Ikke engang frimodigt. Nej, det var sagligt, for selvfølgeligt var byens øl ikke til at overgå. Den var en del af livet som Hjejlen og Himmelbjerget, det årlige stormarked på Torvet, gasværkets kæmpeglobus og den mørke tids amatørrevy på Sønderport, hvor så meget var blandet sammen, og hvor postbud Frode Jessen til stor morskab spillede vicevært og gjorde entre med sin fejekost og replikken: »Jeg er ham ,der Führer.«

Og sådan gik tiden sin næsten vante gang selv i krigsårene og derefter, mens min far dagligt bryggede godt tres hektoliter øl på Nissens bryggeri i Søgade. Krigens tid kunne genere og begrænse, men øllet kom så sikkert som amen i kirken på alkymistisk vis ud af de velpudsede kobberkar.

Efter et livgivende ophold i kælderen hos kældermester Laursen fordeltes den velsignede drik ud til købmænd, restauranter og beverdinger via Neptuns rødmossede ølkuske. Seje mandfolk, der ved deres korpus alene var en god reklame for den vare, de kolporterede. Deres ekvipager i den benzinløse tid var forspændt smukke heste med sorte skyklapper ved øjnene, sitrende flanker og flyvende manker.

»Si´ Silkeborg«, stod der på en af byens første lysreklamer. Den var placereret som et særdeles synligt blikfang på taget af den moderne ejendom Østerport, der også kunne gøre sig til af en moderne indretning som en elevator. Det kulørte lys højt hævet over Langhoffs konditori var en opmuntring til de tørstende borgere, der krydsede Torvet, for det var bryggeriets særdeles iøjnefaldende reklame med den utvetydige opfordring »Si´ Silkeborg!« mejslet i neon.

Og viljen til at forlange en pilsner med byens navn, skulle appellere til de loyale og patriotiske, der bar deres bys navn skrevet i hjertet.

De store brødre i metieren, Tuborg og Carlsberg, havde godt nok lokale depoter og raslede med sablerne. Arbejdernes eget bryggeri »Stjernen« i København var også på banen. På Frederiksberggade i et ydmygt hus havde arbejderbryggeriets forlængede arm domicil, og den omkringkørende sælger af produkterne derfra kaldtes af almenheden Stjernemanden. Et pompøst navn, der ikke relaterede til omsætningen.

På Godthåbsvej, hvor afkølede passagerer i dag venter på bussen, lå hvidtølsbryggeriet Godthåb. En noget mindre gesjæft end Neptun i Søgade , som så mytologisk var opkaldt efter den italiske gud for kilder og vandløb.

I mine mindelser om byens ølforsyninger erindrer jeg at have hørt om en gentleman agreement mellem bryggeren på Søgade og brygger Madsen på Godthåbsvej. Du brygger pilsneren, Nissen, og jeg , så sandt jeg hedder Madsen, holder mig til hvidtøllet. Måske en myte eller en af stadens næsten glemte vandrehistorier.

Godthåb var ikke uden muskler endda, for Madsens etablissement vis a vis gasværket og den store globe bestyrede depotet for århusianeren Ceres og var ergo også leveringsdygtig i de højere procenter.

Intet importeret produkt kunne dog slå Neptuns grønne pinseøl, der udkom, når bøgen sprang ud. Pinsebajeren var grøn og stærk. En kuriøs opfindelse for nørder. En sand cadeau til øllets kongelige majestæt og skytsengel Gambrinus.

Bryggeri- og mineralvandsarbejderne havde naturligvis deres lokale fagforening, som i princippet måtte stå bag det fjerne underskudsgivende og kooperativt ejede »Stjernen«. Hvem vil ikke hellere have en Star? lød deres banale slogan, der kun efterlevedes af de få og derved fik det københavnske bryggeri til at skælve.

Når silkeborgensiske fagforeningsfolk samledes i deres bestyrelser eller til generalforsamlinger i arbejdernes egen forsamlingsbygning - det så skammeligt forfaldne »Sønderport« - opstod der tit en samvittighedsmæssig konflikt hos den enkelte i det øjeblik, der skulle øl på bordet: Stjernen eller Neptun? Og det endte mestendels med indtagelsen af produktet fra bryggeriet i Søgade. Sandhedsvidnet var min far, der havde del i tilblivelsen af den gyldne dråbe.

Fra det store vindue i bryggeriet i Søgade kunne han se over til spritterne på Odden. Her lå de i græsset på solskinsdage og sniffede duften af den velsignede humle i sig.

I national sammenhæng var det lokale bryghus en lillebror og dog havde etablissementet i perioder en bred vifte af øltyper. Både lager og pilsner og sågar engang skibsøl.

Jo, jeg samlede på etiketterne, og der var da en pæn håndfuld. Min far udtalte engang, at nok var der mange hektoliter i kog, men ikke mere, end det knap og nap kunne dække behovet for personalebajere på en storebror som Carlsberg. Efter den kollektive overenskomst var udgangspunktet seks øller pr. mand pr. dag, hvis nogen skulle have så stor en tørst.

Det lokalt funderede øl fra bryggeriet i Søgade er for længst en del af historien om de engang så driftige produktionsvirksomheder i vores by. Men i vemodens stund kan jeg glæde mig over, at jeg stedse er ejer af en enkelt flaske Neptun. Fra den allersidste bryg. Den kan sikkert ikke drikkes, men det skal den heller ikke.