Den mørke side af Jules Verne

Søren Køhler 

Jules Vernes forfatterskab var nærmest én lang kærlighedserklæring til menneskets ukuelighed og opfindsomhed. Eller var det?

»Moderne astronauters gæld til Jules Verne er åbenlys,« sagde Wernher von Braun engang.

Den tyskfødte raketforsker var hovedarkitekten bag Saturn V-raketten, som i 1969 sendte de første mennesker til Månen, og som barn havde han læst Jules Vernes roman »Rejsen til Månen«. Bogens skildring af den amerikanske Kanonklubs bestræbelser på at sende tre mænd til Månen i et projektil skudt ud af en enorm kanon var med til at fyre op under unge Wernhers drøm om, at mennesket en dag kunne forlade Jordens atmosfære.

Gennem von Braun går der således en lige linje fra romanen, der udkom i Frankrig 1865, til Neil Armstrongs »store skridt for menneskeheden« over 100 år senere.

Også den første mand i rummet, den russiske kosmonaut Jurij Gagarin, var en erklæret fan af den franske forfatter, ligesom adskillige andre mindre kendte, men ikke mindre vigtige raket- og rumfartspionerer som Herbert Oberth, Robert H. Goddard og Valentin Glushko har nævnt den franske forfatter som en stor inspirationskilde.

Det er også sådan, mange tænker på Jules Verne i dag: Som en futurist. En visionær. En fremsynet og optimistisk fortaler for videnskabens uendelige muligheder. I hans bøger rejser mennesker Verden rundt på ryggen af fremskridtet. Deres nysgerrighed og videbegær sender dem ind i Jordens indre og ned på havets bund. Og deres opfindsomhed og udholdenhed gør dem i stand til at overvinde naturens mest ihærdige modstand og stå tilbage som lysende eksempler på civilisationens overlegenhed.

Eftertiden har gang på gang måbet over, hvordan Vernes fantasifostre med tiden er blevet til virkelighed - lige fra de strømpistoler, som ubåden Nautilus’ besætning er bevæbnet med i »En verdensomsejling under havet« til den enorme ubåd selv. Verne bliver af mange anset for at være en af science fiction-genrens stamfædre, og der er da heller ingen tvivl om, at han havde et usædvanligt skarpt blik for, hvor verden var på vej hen. Men hans skarpeste forudsigelser handlede snarere om politiske og sociale forhold end om teknologi.

Mange af hans »opfindelser« var således bare større og vildere udgaver af ting, der allerede eksisterede - kæmpestore kanoner, kæmpestore ubåde - eller rene Georg Gearløs-påfund, der virker komiske set med nutidens øjne - for eksempel den gale opfinder Roburs superhurtige, flyvende amfibiekøretøj i romanen »Verdens Hersker« fra 1904 og de spiselige bøger med chokoladeblæk i »L’île à hélice« fra 1895.

Mere end genkendende
Til gengæld kan vi i nutiden nikke mere end genkendende, når han skriver om stormagternes våbenkapløb i »Face au drapeau« fra 1896, kapitalismens sjælløse profitjagt og foragt for naturen i »Sans dessus dessous« fra 1889 og de superriges selvvalgte isolation fra den gemene hob i førnævnte »L’île à hélice«. Jules Vernes blik for fremtiden var i virkeligheden skarpest, når han tog sine mørke, pessimistiske briller på.

Fundamentet for det billede, vi har af Jules Verne her 190 år efter hans fødsel, blev lagt af hans redaktør og forlægger Pierre-Jules Hetzel.

Hetzel så hvordan opdagelsesrejser og opfindelser som telegrafen, jernbanen og dampskibet havde gjort verden mindre, og han så en mulighed for at malke det læsende publikums fascination af den nye tid.

Efter den store succes med Jules Vernes første par romaner lavede Hetzel en slags masterplan for hele Vernes forfatterskab. Under den samlende overskrift »Voyages extraordinaires« - fantastiske rejser - skulle Vernes bøger »skitsere al den geografiske, geologiske, fysiske og astronomiske viden, som den moderne videnskab har samlet, og i sin egen underholdende og maleriske tone fortælle hele universets historie«. Det var noget af en opgave at få lagt på sine relativt unge skuldre, men Verne gik på med krum hals, og i løbet af det næste årti skrev han mindst én bog om året, heriblandt de seks romaner, som han især er kendt for i dag: »Rejsen til Jordens indre« (1864), »En verdensomsejling under havet« (1869), »Jorden rundt i 80 dage« (1872), »Rejsen til Månen« (1865), »Rundt om Månen« (1870) og »Den hemmelighedsfulde ø« (1874).

Men i bund og grund var Jules Verne ikke så civilisations- og fremskridtsbegejstret, som Hetzel gerne ville have ham til at være. Verne var rundet af revolutionen i 1848 - hans sønnesøn Jean har ligefrem sagt, at han var skabsanarkist - og han så også bagsiden af den nye tid: Ødelæggelsen af naturen, undertrykkelsen af de fattige og udviklingen af stadigt mere dødbringende og ødelæggende våben. Som han skriver i »En verdensomsejling under havet«: »Verden har ikke brug for nye kontinenter, den har brug for nye mennesker«.

Bøjede nakken
I begyndelsen bøjede Verne dog nakken og fandt sig i Hetzels ideer - også da redaktøren i 1863 afviste at udgive hans anden roman, den dystopiske fremtidsvision »Paris i det 20. århundrede«, som endte med at ligge i et pengeskab i over 100 år, før den blev udgivet. Først efter at forholdet mellem forfatter og forlægger led et knæk i 1869, begyndte Verne i stigende grad at følge sin egen næse, og efter Hetzels død i 1886 blev hans bøger mærkbart mørkere og mere pessimistiske.

Men selv i de tidlige bøger mærker man Vernes mørke blik under overfladen. »Rejsen til Månen« er for eksempel ikke bare en »simpel« eventyrroman, den er også en stadig aktuel satire over amerikanernes våbenfascination og militarisme. Månerejsen begynder således med planerne om en brutal test af en ny superkanon, og ideen om at bemande projektilet er nærmest bare en eftertanke.

Kaptajn Nemo i »En verdensomsejling under havet« er måske nok en genial opfinder, men han er også en knækket mand på hævntogt mod »imperialismen«, og da han i romanens slutning sænker et ukendt krigsskib med mus og mand, føles det som et profetisk ekko af de rædsler, som tyske ubåde ville bringe ned over tusinder af allierede skibe under første verdenskrig.

På samme måde er Jules Vernes mere uvidenskabelige eventyrromaner om opdagelsesrejser, søfart og skibbrud ikke »bare« historier om mænd, der tager ud og kortlægger, tæmmer og civiliserer fjerne egne. Ofte er der en tydelig understrøm af civilisationskritik i disse bøger. Man fornemmer som læser, at Jules Verne faktisk følte sig tiltrukket af den ro og isolation, man kan finde fjernt fra verdens vrimmel, om bord på et skib eller på en øde ø. Det er ikke nødvendigvis kun en prøvelse at blive fjernet fra den moderne verdens fokus på profit og fremskridt - og måske er det ikke en entydigt lykkelig slutning, når de skibbrudne til sidst vender hjem ...

Maltrakteret af oversættere
Den opmærksomme læser bemærkede måske, at tre af Jules Vernes sene, mere mørke romaner tidligere i artiklen blev benævnt ved deres franske navne. Det skyldes selvfølgelig, at de aldrig er blevet oversat til dansk, og netop oversættelser og mangel på samme er en anden vigtig årsag til, at den mørke side af Verne nærmest er ukendt i dag.

Underholdes eller belæres
Mens Jules Verne i sit hjemland betragtes som en vigtig litterær personlighed, bliver han i andre lande ofte set som en lidt underlødig forfatter af fantasifulde børnebøger. Det skyldes ikke mindst, at hans bøger i især de engelsksprogede oversættelser blev maltrakteret og skamskåret i en sådan grad, at der ofte kun var rent plot tilbage. Dialog blev sammenskrevet, navne blev ændret, videnskabelige forklaringer blev forvansket til rent vrøvl, ethvert tilløb til humor og satire blev fjernet, og indimellem blev hele kapitler udeladt, fordi de åbenbart ikke lige interesserede oversætteren. Resultatet er, at mange bøger med mere voksne temaer har fremstået som rene makværker og derfor er røget direkte i glemmebogen.

Også det danske Jules Verne-bibliotek har været domineret af børnevenlige, forkortede udgaver, og næsten en tredjedel af hans bøger - især fra de sidste 20 år af forfatterskabet - er aldrig blevet oversat.

Tendensen blev kun forværret, da Hollywood begyndte at filmatisere Vernes »Fantastiske rejser«. Naturligt nok kastede filmbranchen først og fremmest sin kærlighed på de af bøgerne, der i forvejen var mest velkendte og havde let forståelige konflikter og et plot, der kunne genfortælles meningsfuldt på under to timer - for eksempel »Jorden rundt i 80 dage« og »En verdensomsejling under havet«.

Med tiden har det skabt en selvforstærkende effekt, hvor de samme fire bøger bliver filmatiseret igen og igen. Ud over de to nævnte er det »Den hemmelighedsfulde ø« og »Rejsen til Jordens indre«. Også romanerne »Zarens Kurer« (1876), »Kaptajn Grants Børn« (1868) og »Fem uger i ballon« (1863) er blevet filmatiseret flere gange, men ingen af dem i samme omfang som de fire »store«. Resultatet er, at det i dag er disse ofte filmatiserede værker plus de profetiske månerejsebøger, som flertallet forbinder med Jules Verne. Resten af hans enorme produktion er ukendte for alle andre end forskere og fans.

Således endte den eventyrlige, farverige og optimistiske side af Vernes forfatterskab med at blive hans arv til verden. Det ville formentlig have glædet Hetzel lige så meget, som det ville have ærgret Verne selv. I sine bøger forudså han kemisk krigsførelse, masseødelæggelsesvåben, menneskets udpining af Jordens ressourcer og konkurrencesamfundets fokus på effektivisering og profitmaksimering på bekostning af kreativitet og ånd. Men han forudså ikke, at verden i sidste ende hellere vil underholdes end belæres.

---

Fakta: Jules Verne fra fødsel til død

Jules Gabriel Verne blev født den 8. februar 1828 i Nantes. Hans far, der var advokat, ønskede at sønnen skulle følge i hans fodspor, men Jules fik tidligt smag for at skrive. Mens han studerede jura i Paris i årene efter revolutionen i 1848, skrev han adskillige teaterstykker, og han endte med helt at opgive studierne og hellige sig teateret til faderens store fortrydelse. Fra 1852 begyndte den unge Verne også at skrive noveller og artikler til flere af tidens populære magasiner.

I 1856 forelskede han sig i den unge enke Honorine, og for at forbedre sin økonomiske situation, så de kunne blive gift, opgav han teateret og blev børsmægler. I 1861 blev Jules og Honorine forældre til deres eneste fælles barn, sønnen Michel.

Verne fortsatte med at skrive hver morgen, før han gik på arbejde, og da han i 1862 mødte forlæggeren Pierre-Jules Hetzel, viste han ham det næsten færdige manuskript til sin første roman: »Fem uger i ballon«. Hetzel, der gik med planer om et magasin med underholdende, men også lærerigt indhold, så store muligheder i Verne, og han antog romanen og udgav den som føljeton i Magasin d’Éducation et de Récréation og senere i romanform. Størstedelen af Jules Vernes efterfølgende romaner blev udgivet efter samme mønster. Vernes honorar fra Hetzel var ikke ligefrem fyrsteligt, men det var fast arbejde, og han endte med at blive temmelig velhavende, da teaterudgaverne af hans romaner »Zarens Kurer« og »Jorden rundt i 80 dage« blev kæmpesucceser.

Verne satte sig punktligt ved sit skrivebord og skrev fra kl. fem om morgen til kl. 11 om formiddagen hver dag. I sin levetid fik han udgivet 54 romaner, 16 noveller, 30 skuespil og otte opera- eller operettelibrettoer.

Han døde af diabetes 24. marts 1905.

I årene efter Jules Vernes død udgav hans søn Michel Verne en række romaner i sin fars navn - de fleste af dem helt eller delvist skrevet af Michel selv. I 1989 fandt Vernes sønnesøn Jean manuskriptet til en autentisk, hidtil uudgivet Jules Verne-roman. Verne havde oprindeligt skrevet den dystre fremtidsvision »Paris i det 20. århundrede« tilbage i 1863, men Hetzel havde afvist at udgive den. Bogen udkom endelig i 1994.

Ifølge filmdatabasen imdb.com er der til dato produceret næsten 170 film og tv-serier baseret på Jules Vernes forfatterskab. Han er den næstmest oversatte forfatter i verden - efter Agatha Christie, men før William Shakespeare.