Farvet af livet

Peter A. Sørensen 

I Silkeborg IF er Jens Martin Gammelby vokset til en af de store profiler. Udenfor banen er han en ung mand, der mindes sin afdøde søster med tatoveringer, og som ikke går af vejen for en tur på McDonalds. Og så hørte han til de drenge, der ikke kunne sidde stille i skolen

FODBOLD - Nede på jorden...

Ordene kommer med et smil fra Jens Martin Gammelby.

Midtjyllands Avis møder ham på Café Kik i Silkeborg. Anledningen er lørdagens premiere i Superligaen mod AaB, men den 22-årige silkeborgenser viser hurtigt, at der er andet end en fodboldspiller bag facaden. Og de første ord, der falder ham ind, når han skal beskrive sig selv, får hurtigt snakken i gang.

- Jeg vil også kalde mig ydmyg. Men jeg kan nok være højtråbende. Det er mest, når jeg er sammen med mine venner, siger SIF-spilleren.

Han lægger heller ikke skjul på, at succesen som fodboldspiller påvirkede ham i de unge år. Det gjorde ham arrogant til tider. Det kostede også røde kort på fodboldbanen, fordi temperamentet kogte over.

- I ungdomsårene var jeg vant til at føle mig hævet over de andre. Jeg var topscorer på ungdomsholdene, og det var mig, der skulle score målene og var på kontrakt. Det gjorde nok, at jeg blev arrogant til tider. Nogle af mine nye venner har også sagt, at de opfattede mig sådan dengang. Det kan jeg også se i dag.

- Men som senior fik jeg en helt anden rolle og var ham den nye. Jeg blev rykket ned i forsvaret, og så stod jeg sammen med Thjorbjørn Holst ved siden af mig, ligesom der var Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen og Simon Jakobsen. Så lærer man hurtigt at lytte, selvom jeg i starten stadig havde meget temperament. Men jeg var stadig så ydmyg, at jeg lyttede og forandrede mig.

- Det har også hjulpet mig siden hen, at jeg blev sendt helt udenfor under Kim Poulsen. Så skulle jeg pludselig kæmpe for det, og det var med til at gøre mig mere ydmyg og mere rolig. Jeg blev klog af modgangen, og i dag er jeg en helt anden. Jeg kan ikke finde på at være arrogant mere, siger Jens Martin Gammelby og konstaterer så om unge fodboldspillere med stor succes:

- Jeg har aldrig oplevet en ung, dygtig fodboldspiller, der ikke kommer til at virke arrogant. Jo, Robert Skov. Han var det aldrig, men han er også sådan en sød, nuttet dreng, lyder det med latter i stemmen fra Jens Martin Gammelby, der er gode venner med Robert Skov og også overværede sin tidligere klubkammerats debutkamp i sidste weekend i Parken mod Brøndby.

- Det var fedt. Han er bare så engageret, så det kan man kun have respekt for, siger han.

Hans søster døde
På trods af sine kun 22 år har Jens Martin Gammelby oplevet en stor sorg. For små tre år siden mistede han pludseligt sin søster, der var udviklingshæmmet. Det var et hårdt slag for en ung mand, der selv er på vej frem i livet.

I dag mindes han sin søster med tatoveringer.

- Jeg fik lavet den første tatovering rimelig hurtigt efter hendes død. Jeg synes, at det skulle være noget symbolsk ved at have hende med mig rundt. Så jeg har hendes navn »Karoline« på brystet, så det er mig, der på en måde bærer hende og har hende med mig. Jeg har også to fredsduer på armen, hvor den ene har en lige pil i munden, mens den anden har en stilk med kviste. Det symboliserer kærligheden mellem to søskende, hvor stilke viser, at den ene havde nogle udfordringer, lyder forklaringen, inden han lukker snakken om sin søster med at konstatere, at dødsfaldet har præget hans liv.

- Det er tre år siden, og det var alt for tidligt, at hun døde. Jeg havde et helt almindeligt søskendeforhold til hende, selvom hun selvfølgelig skulle have andet hjælp end andre. Så vi drillede hinanden og hyggede os sammen. Det er forfærdeligt, når nogen dør så ung, konstaterer han, inden det ender ud i en snak, om man i dag må kalde en person for handicappet eller om det skal hedde udviklingshæmmet.

Ved det lille bord på cafeen er der hurtig enighed om, at det ikke har nogen betydning. Så længe det er sagt med respekt.

Jens Martin Gammelby ville i første omgang ikke ville snakke om sin søster. Det er privat, men snakken om hans mange tatoveringer åbner naturligt for den snak.

For tatoveringer fylder meget hos SIF-spilleren. 14 styk skjuler sig under tøjet, og de første 50.000 kroner er brugt. Men det er langt fra nok. Målet er, at stort set hele kroppen skal være dækket.

- Jeg ser det som smykker, og allerede som 14-årig begyndte jeg at følge tatoveringssider på nettet. Godt nok bliver de for evigt, men hvis de er pæne, er det fint nok.

- Jeg vil have også dem full body. Måske på nær hænderne og på halsen. Så kan det stadig dækkes af en skjorte, når jeg får et andet arbejde. Men alle i min generation får tatoveringer, fortæller Jens Martin Gammelby.

Familien ikke vild med »tusser«
Mens familien jubler over hans pæstationer på banen, er der knap så pæne ord om de mange tatoveringer.

- Mine forældre kan ikke lide tatoveringer. Det var kun rockere og sømænd, der havde »tusser«, da de var unge, griner han, mens journalisten griner med - men er på forældrenes side.

Tatoveringerne er en del af den mere modne Jens Martin Gammelby, men han oplevede også i de første år som seniorspiller, at det kunne rumle gevaldigt i maven før en kamp.

- Jeg var meget nervøs før en kamp i Superligaen, og det var vigtigt for mig, at jeg spiste på rigtige tidpunkt og sov på det rigtige tidspunkt. Det skulle altid være pasta med kødsovs dagen før og kylling på dagen, men sådan er det ikke længere. Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg bare føler, hvad der er bedst for mig.

- Og efter en kamp kan jeg sagtens tage med en holdkammerat på McDonalds. Det handler også om, at man hurtigt skal have nogle kalorier, og for mig er det ingen problem at gøre det en gang imellem. FC Barcelona får også pizza efter hver kamp, fordi de hurtigt skal have kulhydrater. Det må bare ikke blive en daglig rutine, siger han.

Født Ikast og fortid i FCM
Jens Martin Gammelby blev født i Ikast og spillede i de første år i FC Midtjylland, men i syvende klasse flyttede han til Silkeborg. Hans forældre var blevet skilt, og faderen, Jens, boede i Silkeborg. Så talentet begyndte at gå i skole i byen.

- Jeg havde brug for morgentræningen, og det havde vi ikke i FC Midtjylland dengang. Da jeg gik i skole i Ikast, kunne jeg godt ryge udenfor døren, fordi jeg snakkede for meget. Jeg havde svært ved at sidde stille så længe, men jeg lavede ikke stor ballade.

- Det med at træne om morgenen gjorde en verden til forskel for mig, så fik jeg meget mere ro på mig selv, ligesom min lærer Conny på Nordre Skole fik styr på mig. Hun styrede selv 32 elever. Det fungerede perfekt.

- Så i starten gik jeg i skole i Silkeborg, hvor jeg trænede med alle SIF-gutterne på talentteam, og om aftenen blev jeg kørt til Ikast for at træne med FC Midtjylland. Det gik kun et halvt år, for det hang ikke sammen. Det var også svært i det halve år, hvor jeg spillede i FC Midtjylland, for jeg blev set som ham der fra FCM. Der var også en del rivalisering mellem klubberne, så jeg snakkede ikke med så mange. Men der var ingen problemer, da jeg skiftede til SIF, siger Jens Martin Gammelby, der i dag bor alene i lejlighed i Silkeborg, men han har en kæreste.

Så han er en glad dreng, der er farvet af livet.