Hver anden handelsby i Danmark vil forsvinde det næste årti

/ritzau/ 

Antallet af byer, hvor beboere ikke behøver tage til andre byer for at handle, kollapser, viser kortlægning.

KøBENHAVN. Inden for de næste ti år vil halvdelen af de 109 såkaldte handelsbyer i Danmark dø ud. Sådan lyder det bedste scenarie i en kortlægning lavet af den private virksomhed Institut for Centerplanlægning (ICP), der rådgiver myndigheder og private aktører om detailhandel.

I værste fald vil der om ti år være 29 handelsbyer tilbage i Danmark. Det skriver Politiken.

En handelsby er en by, hvor udvalget af butikker gør, at beboere ikke behøver tage til andre byer for at handle.

- Det er et danmarkskort, der kommer til at se meget anderledes ud, siger Per Nyborg, direktør for ICP, til Politiken.

ICP rådgiver blandt andet danske kommuner i byudvikling med fokus på butiksliv og har i kortlægningen vurderet de mindre danske byers overlevelsespotentiale som handelsbyer.

I det værste scenarie vil der være store hvide pletter på kortet, hvor der ikke findes byer med et bredt butiksliv.

På Fyn vil kun Odense og Svendborg stadig være i besiddelse af et. Nord for Limfjorden vil der være to handelsbyer tilbage, Hjørring og Frederikshavn. Og på Lolland-Falster vil der ikke være nogen tilbage, skriver Politiken.

/ritzau/