»Nå børn, nu skal I høre om bierne og blomsterne«

Bine Madsen 

I dag er alle enige om, at danske elever trives bedst, hvis de også lærer noget sundhed og seksualitet, men seksualundervisningen har levet et omtumlet liv i mere end 100 år. Her får du historien om dengang, man forsigtigt introducerede forplantningslære på nogle skoler og årtier senere måske gik lidt for meget over i den modsatte grøft

Er jeg god nok? Hvorfor ligner min krop ikke dem, jeg ser på Instagram? Og hvad mon de andre tænker om deres kroppe? Det er nogle af de spørgsmål, som elever landet over denne gang har beskæftiget sig med i Sex & Samfunds årlige landsdækkende undervisningskampagne »Uge Sex«.

Det handler blandt andet om kropsnormer og -idealer og om at elske den krop, som man i en digital tidsalder ikke kan undgå hele tiden at sammenligne med andres.

- Vi lever i en tid, hvor normer om køn, krop, seksualitet og familieliv er flydende og til forhandling, og derfor er der behov for at styrke elevernes kompetencer til at forholde sig kritisk til de herskende normer og styrke dem i at kunne indgå i dialog og skabe mangfoldige fællesskaber både online og offline. Det er så vigtigt, at børn og unge kan både mærke og markere deres egne grænser, og at de kan aflæse og tage hensyn til andres grænser i forhold til køn, krop og seksualitet, lyder det blandt andet fra pædagogisk fagmedarbejder hos Sex & Samfund, Lone Smidt, når hun skal sætte ord på, hvorfor seksualundervisning er »et af de vigtigste dannelsesfag«.

Erkendelsen af, at skolerne også har ansvar for at lære eleverne om sundhed og seksualitet, førte allerede for snart 50 år siden til, at seksualundervisningen blev gjort obligatorisk. Men diskussionen var langt fra ny.

Tværtimod havde emnet været til debat længe inden da, og helt tilbage i slutningen af 1800-tallet begyndte lærere og skolemyndigheder at diskutere, om det, der i første omgang blev kaldt »forplantningslære«, skulle være en del af undervisningen.

Syndige aktiviteter
Dengang var formålet dog først og fremmest at oplyse om, hvordan man får børn, fortæller museumsinspektør på Nationalmuseet, Mette Byriel-Thygesen, der har nærstuderet det historiske undervisningsmateriale.

- Man kan se i de forskellige materialer, at man efterhånden erkendte, at skolen nok havde et ansvar, men det var også noget, de fleste lærere ikke ville røre med en ildtang, så det var noget med at overlade det til skolelægen eller placere det i biologi, hvor man kunne bruge dyreriget som metafor, siger hun.

Eleverne måtte altså selv lave koblingen mellem bierne og blomsterne eller hønsenes parringsakt til den menneskelige kønsakt. En kobling de fleste af dem, der voksede op på landet, i øvrigt selv havde lavet i forvejen, viser undersøgelser fra dengang.

Ud over den noget berøringsangste indføring i, hvordan man får børn, gik en del af undervisningen også ud på at advare mod det, der blev opfattet som syndige aktiviteter. Blandt andet onani var en perversion, der skulle forebygges, og lærerne fik tildelt materiale med oplysning om, hvilke kendetegn de skulle lægge mærke til. Hvis eleverne virkede urolige eller havde fjerne blikke, kunne man for eksempel sætte dem i gang med noget sløjd. Der var forslag om toiletter uden tag og åbne pulte, så hænderne ikke endte de forkerte steder.

- Det fantastiske ved det her emne er, at man ved at se på seksualundervisningen gennem historien kan få et ret fint indblik i, hvordan samfundets holdning generelt til krop og seksualitet har skiftet gennem tiden. Og på det tidspunkt vidnede undervisningen om en ret udbredt krops- og seksualforskrækkelse, fortæller Mette Byriel-Thygesen.

Fra den ene grøft til den anden
I 1930’erne ramte en frigjort bølge dele af samfundet, hvor sexologer og terapeuter inspireret af Freud argumenterede for, at ingen - heller ikke børn - har godt af at undertrykke det, der er helt naturligt. Men med nazismens indtog blev det pludselig farligt at skille sig ud, så udviklingen blev sat på pause, indtil man et par årtier senere måtte konstatere, at unge mennesker jo havde et sexliv, fik kønssygdomme og også blev gravide, uanset om man talte om det eller ej.

Men der var længe en enorm berøringsangst for de her emner i skolerne, blandt andet fordi mange lærere var bange for at blive beskyldt for upassende opførsel. De skulle jo være eksemplariske forbilleder, og når man ser på de tegninger, der blev undervist efter dengang, havde det meget lidt med virkeligheden at gøre, siger Mette Byriel-Thygesen og peger på de store omvæltninger på samfundsplan, der i 1960’erne også smittede af på skolerne. Blandt andet blev ligestilling sat på dagsordenen. Pornoen blev frigivet. Og seksualundervisningen, der allerede i 1960 blev »anbefalet« i en betænkning, blev altså obligatorisk i 1970.

- Og så må man sige, at det gik ret hurtigt fra at være lidt forsigtigt og meget abstrakt til at være en undervisning, hvor absolut intet blev gemt af vejen. Tværtimod fik eleverne demonstreret brugen af kondom og så billeder af en stiv penis, og 10 år senere var der ligefrem en undervisningsvideo, hvor man så et rigtigt samleje. Der var i virkeligheden en længere årrække, hvor man lagde vægt på den naturlige krop og på at afmystificere kroppen ved at vise alt så realistisk så muligt. Dette ændrede sig op gennem 90’erne og 00’erne, hvor man fokuserede på, at der også kan være en blufærdighed blandt eleverne, man skal respektere.

Flotte mål, forskellig praksis
At indholdet og formen af seksualundervisningen i høj grad er et produkt af vores tid, bliver museumsinspektøren også bekræftet i, når hun kigger på seksualundervisningen i dag. Det meget eksplicitte er for længst blevet erstattet af for eksempel animerede billeder. Samtidig er medierne blevet en enorm magtfaktor, som også påvirker de unges forhold til sundhed og seksualitet.

- Og her har seksualundervisning en dyb berettigelse som modvægt til alt det, man som ung bliver konfronteret med, mener hun.

Den opfattelse deler man hos Sex & Samfund, der de seneste 10 år gennem »Uge Sex« har forsøgt at hjælpe den undervisning på vej, der til trods for næsten fem årtier som obligatorisk emne i folkeskolen stadig ikke er sikret en fast antal timer på skoleskemaet. Målene på området fejler ikke noget, understreger pædagogisk fagmedarbejder Lone Smidt. De er flotte og ambitiøse, ligesom mange lærere giver udtryk for, at de gerne vil undervise i det.

- Men den store udfordring er, at seksualundervisningen ikke er en del af læreruddannelsen. Lærerne er ikke uddannet til at omsætte mål til praksis og til at indgå i faglig dialog med kollegerne, så undervisningen lever lidt et omtumlet liv, hvor ikke alle elever får den seksualundervisning, de har ret til og brug for. Når seksualundervisningen ikke er obligatorisk, og mange ikke er uddannet på området, så kan det nemt blive lærernes egne holdninger og normer, der afspejler sig i den pædagogiske praksis, mener hun.

Et vigtigt perspektiv
Ifølge Lone Smidt er en god seksualundervisning kendetegnet af at være både tidssvarende og aldersvarende, og så skal den inddrage eleverne.

- En god seksualundervisning foregår i trygge rammer og tager hensyn til de grænser, som vi jo gerne vil have eleverne til i øvrigt at stå ved. Og så handler den om meget mere end bare prævention, og hvordan man undgår sexsygdomme. Den handler om en bred vifte af tematikker, der fylder noget i de unges liv, siger hun og peger blandt andet på de udfordringer og muligheder i forhold til relationer, køn, krop og seksualitet, som elevernes digitale hverdag afføder.

Og er det lidt svært for eleverne at tage hul på snakken, så er der hjælp at hente i historien, lyder erfaringen fra Nationalmuseet, der de senere år har tilbudt et undervisningsforløb i forbindelse med »Uge Sex«.

For godt nok kan Sædelighedsfejden fra 1880’erne umiddelbart virke langt væk, når man er 12 år, de fleste finder sandsynligvis fortællingen om bierne og blomsterne en smule komisk, og det er måske lidt svært at forestille sig, at det engang var forbudt at elske en af eget køn.

- Men vores oplevelse er, at kulturhistorien kan være en fantastisk måde at åbne op for nogle snakke, siger museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen:

- Vores opfattelse af sex er jo kulturelt indlejret, og for mange er det en god indsigt, at den måde, vi i dag opfatter ting på, rækker mange år tilbage.