Frandsen gjorde comeback i BSV’s pokalsejr

Mathias Hove Andersen 

Sebastian Frandsen fik spilletid for første gang i et halvt år, da BSV avancerede i pokalturneringen

HÅNDBOLD Jyllandsserieholdet NSK fra Krunderup ved Holstebro kunne som ventet ikke stille noget op med Bjerringbro-Silkeborgs ligaherrer i mandagens pokalkamp, som endte med et klart nederlag til værterne, der tabte 23-44 til overmagten.

- Det var en rigtig fin aften. Det er lige sådan, at pokalhåndbold skal være, hvor de store hold kommer ud til de små og laver en rigtig god aften i en fyldt hal foran en masse håndboldinteresserede mennesker. Det var en rigtig god pokalaften hos Naur-Sir-Krunderup, siger BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen.

BSV’erne dominerede opgøret fra første fløjt, og efter pausen blev Sebastian Frandsen sendt i aktion for første gang i et halvt år.

Målmanden har siddet ude med en alvorlig knæskade, men nu er han igen i stand til at bidrage.

- Vi fik spillet en god kamp, og der var mange af de spillere, som man ikke så meget i går (ligakampen i Tønder, red.), som var inde, og de spillede meget. Den største nyhed er nok, at vi gav debut til Sebastian Frandsen, der ikke har spillet siden august, hvor han blev skadet. Han spillede en halvleg og er nu på vej tilbage i kampform, forklarer Peter Bredsdorff-Larsen.

Med den sikre sejr spillede BSV’erne sig videre til sjette runde i Santander Cup. Holdet skal allerede i aktion igen onsdag aften, hvor HC Midtjylland gæster Jysk Arena i ligaen.

I tirsdagens udgave af Midtjyllands Avis sætter Sebastian Frandsen ord på sit comeback, og den tilbagevendte keeper fortæller også om sine forventninger til resten af sæsonen, der er hans sidste i BSV.