Politiet efterlyser blotter fra banegården

Jakob Munk Schmidt 

Mand med hestehale blottede sig for 21-årig kvinde onsdag i sidste uge

SILKEBORG Onsdag i sidste uge var en blotter på spil på banegården i Silkeborg, og politiet beder nu borgerne om hjælp i sagen.

Manden på billederne er mistænkt for blufærdighedskrænkelse om eftermiddagen den 14. februar.

- En 21-årig kvinde har oplyst til politiet, at hun onsdag 14. februar 2018 kl. 14.55 sad på en bænk på Silkeborg Banegård, Drewsensvej, da en mand satte sig helt tæt op af hende, hvorefter han blottede sig og begyndte at masturbere, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden beskrives som dansk af udseende, 40-45 år, 175-180 cm.

Han har almindelig kropsbygning, langt brunt hår samlet i en hestehale og brune øjne.

Han bar mørke briller og var iført en sort trenchcoat af tyk uld med knaplukning, mørke bukser og mørke sko.

Billederne er fra videoovervågningen hos 7-Eleven på stationen og viser ifølge politiet en mand, der svarer til signalementet.

- På baggrund af vidners forklaringer formoder politiet, at manden på billederne fra videoovervågningen er identisk med den mand, der forøvede blufærdighedskrænkelsen. Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere manden.

Har man kendskab til identiteten på gerningsmanden eller oplysninger i sagen, hører politiet gerne på tlf. 114.