To kor og et kæmpeværk

Christian Kloch Larsen 

75 midtjyske og vestfynske korsangere opfører Schuberts »Deutsches Messe« i Dybkær Kirke

MUSIK Hele to kor skal der til, når Schuberts store værk, »Deutsches Messe«, bliver opført i Dybkær Kirke søndag eftermiddag.

Det er Fortuna-koret fra Silkeborg og Vestfynskoret, som til sammen stiller med ikke færre end 75 sangere.

Værket synges på tysk, og korene bliver akkompagneret af orgel og blæserorkester med den originale besætning.

Der ud over vil de to kor hver for sig opføre værker med religiøse tekster, blandt andet »God be in my head« af John Rutter, »Tota Pulchra« af Ola Gjeilo og Gregorio Allegris »Miserere mei Deus«.

Korene ledes af Henrik Elmer Matthiesen og de øvrige medvirkende er organist Annette Søvndal samt amatørmusikere fra Silkeborg-området.

Franz Schubert, som var født i den klassiske musiks hovedstad, Wien, i 1797, skrev flere mesterværker inden for symfonier, kammermusik og for klaver.

I 1826 skrev han sit måske mest kendte kirkelige værk, »Deutsche Messe«. Det var to år inden, han døde som blot 31-årig i 1828.

Koncerten med det store midtjyske og vestfynske kor i Dybkær Kirke på søndag er en unik mulighed for at opleve et af Schuberts mesterværker og et stort klassisk korværk.

Derfor er opførelsen af »Deutches Messe« med Fortunakoret og Vestfynskoret denne uges anbefaling fra kulturredaktionen.