Oplæsning for børn i Den Go’e Fe

SILKEBORG Mandag den 19. marts kan børn - og voksne - komme til oplæsning af fantasi-historier i Den Go’e Fe i Silkeborg.

For godt 3 år siden begyndte Birgitte Elisabeth Schøler fra Them at undervise i børneyoga og mindfulness på en lokal skole, og i den forbindelse udviklede hun fire fantasirejse-historier, som indskolingsbørnene havde stor glæde af.

Responsen var så god at Birgitte Elisabeth Schøler besluttede sig for at investere i at producere historierne til cd og download via hendes firma, Wildheart Center, som hun driver sammen med sin partner. Hun allierede sig med den lokale kunstner Lars Ringgaard, fra Vrads, som malede et smukt cover, og healingsmusikeren Poul Vinther, der komponerede musikken.

Resultatet blev cd’en »Tre vilde svaner og et stykke af regnbuen« med fantasifortælling og beroligende musik. Fortællingerne er skrevet med børn i 6-12 års alderen i tankerne, men kan bruges af alle.

19. marts læser hun så op af historierne i café Den Go’e Fe på Nygade 28 i Silkeborg.