Myndighederne har ændret holdning: Yiming Liu får lov at blive i Silkeborg

Søren Nielsen 

En overraskende hurtig sagsbehandling har nu gjort livet meget lettere for familie i Silkeborg

SILKEBORG Den udvisningstruede kinesiske pige Yiming Liu får alligevel lov til at blive i Silkeborg.

Det bekræfter pigens stedfar, Keld Gaard-Frederiksen, som onsdag morgen fik en opringning med den positive besked fra sin advokat, der har hjulpet familien i sagen.

Den 14-årige pige fik for næsten et år siden at vide af Udlændingstyrelsen, at hun ikke kunne blive integreret i Danmark, selv om hun bor sammen med sin mor og stedfar i Silkeborg og har lært dansk på under et halvt år. Beskeden var, at hun skulle forlade landet.

Keld Gaard-Frederiksen, der er soldat og fandt sin nuværende hustru under tjeneste i udlandet, har lige siden kæmpet for at få en opholdstilladelse til Yiming Liu.

På et tidspunkt var familien på vej ud af landet, da de regnede med, at det ville være en nemmere og hurtigere løsning.

- Vi er natuligvis lettede. Det er en kæmpe forløsning, og vi kan nu komme videre med vores helt almindelige liv. Den sunde fornuft har sejret, siger en glad Keld Gaard-Frederiksen til Midtjyllands Avis.

Det er blot nogle få uger siden, at familien fik besked om, at Yiming Lius sag skulle genbehandles i Udlændingestyrelsen.

Dengang var det familiens indtryk, at der kunne gå måneder, før end der kom en afklaring.

- Derfor var det noget af en overraskelse, at den allerede kom nu, fortæller Keld Gaard-Frederiksen.

Helt konkret betyder afgørelsen, at Yiming Lius opholdstilladelse nu følger moren, som netop har fået opholdstilladelsen forlænget i yderligere tre år.

Når de tre år er gået skal familien søge om yderligere forlængelse eller en permanent opholdstilladelse.

Keld Gaard-Frederiksen undrer sig midt i glæden stadig over, at der skulle så meget til.

- Vi har kæmpet en hård kamp. Ikke mindst gennem medierne for at sætte fokus på vores situation, men også reglerne helt generelt. Vi har også fået stor politisk opbakning. Men vi er jo ikke den eneste familie, der står i sådan en situation. Der er mange andre, siger Keld Gaard-Frederiksen, som meget håber, at sagen her kan sætte skub i proceserne omkring opholdstilladelse.

- Vi undrer os stadig over reglerne, og vi undrer os over sagsbehandlingen, konstaterer han.