Pas på falsk mail fra Skat

Pia Egeberg 

Svindlere udnytter, at mange danskere i denne tid er opmærksomme på deres årsopgørelse

SILKEBORG En læser har gjort Midtjyllands Avis opmærksom på, at en falsk mail fra Skat florerer i øjeblikket.

I mailen bliver du bedt om at trykke på et link, så du kan få udbetalt de penge, du skal have tilbage i Skat.

Det er fup.

Skal du have penge tilbage i Skat, bliver de nemlig automatisk overført til din nem-konto, og du skal altså ikke reagere på den falske mail.

Svindlerne udnytter, at mange danskere i denne tid får penge tilbage fra Skat i forbindelse med deres årsopgørelse.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi har de endnu ikke fået nogle anmeldelser om svindlen. Men kun en enkelt påmindelse om, at det finder sted.

- Vi kan ikke gøre noget, før folk reelt set bliver snydt. Men vi opfordrer kraftigt til at se bort fra mailen og slette den med det samme, siger Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.