To anholdt for hærværk og brandstiftelse

En 17-årig fra Kjellerup og en 19-årig fra Silkeborg blev i går anholdt og sigtet for hærværk og for brandstiftelse.

Midt- og Vestjyllands Politi blev kort før klokken 23.00 tilkaldt af vidner, der havde set de to gå og sparke til lygtepæle langs åen ved Papirfabrikken, så lygtepælene gik ud.

En politipatrulje blev sendt til området, og de kunne anholde de to hærværksmænd ved Kvickly på Søtorvet, hvor de havde sat ild til en palle med presset papir og pap.

De to er også sigtet for tyveri af to havestole, der er stjålet fra Papirfabrikken 14. De stole er ikke fundet, og de ligger formentlig på bunden af åen.