Derfor fik Herning ikke Eurovision

Det skabte stor debat, da DR valgte København og B&W-hallerne frem for Herning og Boxen til det store Eurovision-show.

Nu er det kommet frem, hvorfor København trak det lange strå.

Ifølge Metroexpress viser det sig nemlig, at et Københavnsk ejendomsselskab, Reda, gav en underskudsgaranti uden beløbsgrænse, hvis Wonderful Copenhagens projektselskab løb tør for penge.

Den garanti var en væsentlig forudsætning for valget af København, skriver DR's grandprix-boss Pernille Gaardbo i en email til avisen.

Sidenhen løb ejendomsselskabet, der er ejet af fire pensionskasser, fra aftalen – og underskudet på 58 mio. kroner blev dækket ind af DR og Wonderful Copenhagen... og skatteyderne.

I Herning har man kunnet se hvordan Eurovision blev over tre gange så dyrt som planlagt – og viceborgmester Dennis Flytkjær siger til Metroexpress, at »Vi har ikke sådan nogle pensionsmidler i Herning, der kan lave bundløse garantier. Vi har heller ikke behov for det, for vi kan godt overholde vores budgetter.«